 Ellen White-forskningsprojektet |
Forside Den lukkede dør Visioner 1844 Top 7 Plagiering Helbred Artikler Breve OSS Søg Bestil |
| Ellen White-forskningsprojektet |
Forside Den lukkede dør Visioner 1844 Top 7 Plagiering Helbred Artikler Breve OSS Søg Bestil |
Det betydningsfulde ved
Ellen Whites hovedlæsion
En lederartikel
|
Ellen G. White var utvivlsomt den mest indflydelsesrige person i syvendedags-adventistsamfundets historie- en åndelig leder der af mange var anset for at være en profet. 70 år er gået siden hun døde i 1915, og foremålet med forfatterens præsentation er at gennemgå denne specielle kristne kvindes liv og arbejde, i lyset af almindelig udbredt viden.
Ellen Gould Harmon og hendes søster, Elisabeth blev født d. 26 november 1827 i Gorham, Maine. hendes forældre var trofaste medlemmer af den Metodistkirken, ligesom deres otte børn. James White skrev dette om Ellen og hendes familie:
"Begge forældre besidder i høj grad fysisk tålmodighed og deres børn har arvet denne velsignelse, tilligemed at livligheden, kraften i karakteren og evnen til at bruge denne var mest fremtrædende ved moderen. Både Ellens fysiske og mentale udvikling var hurtig og energisk. Som barn udviste hun en stor kærlighed til at studere, var hurtigt opfattende og havde en fantastisk hukommelse. Hun havde et håbefuldt sind og blev af omgivelserne fundet modig, bestemt og udholdende."1
Det var også sådan at "ærbødighed for Gud og respekt for forældres autoritet," tidligt og med fast hånd blev indprentet. Børnene blev opdraget i tro både med forebilleder og eksempler. Disse lektioner med integritet og flittighed, havde formet karakteren hos nogle af verdens fornemmeste "arbejdere". Sådanne fremgangsmåder viste værdierne i en trofast metodistfamilie i 1800-tallet.
Når familien Harmon blev gjort bekendt med William Millers rystende advarsel angående Kristi snarlige andet komme, accepterede de hans besked med dyb overbevisning og meldte sig endelig ud af Metodistkirken i 1843.
Da Ellen var ni år, blev hun involveret i et alvorligt uheld, som hun sagde havde indvirkning på hele hendes liv:
"I følgeskab med min tvillingesøster og en af vores skolekammerater, skulle jeg til at krydse en almindelig gade i byen Portland, Maine, da en ca. tretten år gammel pige fulgte efter os og truede med at slå os ... Vi begyndte at løbe hjemad, men pigen fulgte hastigt efter, med en sten i hånden. Jeg vendte mig om, for at se hvor langt væk hun var fra mig, og idet jeg vendte mig om, ramte stenen mig på min næse. En forblindende, bedøvende følelse overvældede mig og jeg faldt bevistløs til jorden. Da jeg kom til bevisthed igen, befandt jeg mig i en købmandsbutik; Mit tøj var dækket af blod, der strømmede fra min næse, og der var en stor mængde blod på gulvet. En venlig fremmed tilbød at køre mig hjem i sin vogn. Jeg vidste ikke hvor svag jeg var, og sagde til ham at jeg ikke ville søle hans vogn til i mit blod, og at jeg ville gå hjem selv. Jeg havde kun gået nogle få skridt, da jeg blev svimmel og besvimede. Min søster og min skolekammerat bar mig hjem. Jeg har ingen erindring af det der skete lige efter ulykken. Min Mor sagde, at jeg ingenting vidste men lå i koma i tre uger; Da jeg kom til bevidsthed igen følte jeg det som om jeg havde sovet. Jeg vidste ikke noget om ulykken og kendte ikke grunden til min sygdom ... Jeg blev chokeret over mit ændrede udseende. Hele mit ansigt virkede forandret ... Det viste sig, at mit næseben var brækket."2
Ellen fortæller at hendes Far var i Georgia da ulykken skete og da han endelig kom hjem, kunne han ikke kende sin datter. Åbenbart havde lægerne der tog sig af hende, tænkt sig at reparere de brækkede ben med sølvtråd. Men ifølge Ellen, besluttede de sig til alligevel ikke at gøre det, for det var ikke sandsynligt at hun nogensinde ville blive rask igen. Det er muligt at lægerne alligevel har prøvet at rette de brækkede ben manuelt, men der er tilsyneladende ikke nogen optegnelser over dette. Efter hun kom til bevidsthed igen var hun nødt til at blive i sin seng, og kom til sidst til at "ligne et skelet".3 I to år var det ikke muligt for hende, at trække vejret gennem næsen.
Det område af hovedet hvor stenen, der blev kastet af den trettenårige pige, ramte Ellen havde stor betydning for hvor voldsomme de efterfølgende skader var. Stenen ramte Ellen på næsen da hun drejede hovedet for at se hvor tæt på hendes forfølger var, og hun faldt bevidstløs til jorden. Girgis har fundet ud af at "frontal loben" er utroligt sårbar på grund af dens beliggenhed langt tilbage i kraniet bagved øjets kredsløb. Der er kraniet tyndest og punkterende sår kan trænge igennem til hjernen med relativt lidt kraft. Landolt og de Jong har også fremhævet ømtåleligheden og sårbarheden i området ved tindingen .Dette er en af grundene til at Fontal-Lap Epilepsi er så almindelig.4
Når en hovedlæsion opstår, er der først og fremmest fare for at det flyvende objekt (i Ellens tilfælde en sten) skader det øverste lag hud og det der forefindes umiddelbart inde under det, såsom blodårer, nerver og ben. Derefter, er det følgerne af sammenstødet med selve hjernen, der somme tider forårsager direkte ødelæggelser, hvis der er fraktur eller blødning.
I en så kaldt "lukket hovedlæsion" (sådan en som Ellen åbenbart pådrog sig), vil kraften i sammenstødet med den flyvende genstand, med dens accelererende effekt, med et ryk kaste hjernen over i den modsatte side af kraniet og forårsage en hjernerystelse. En person der bliver kastet ud af en bil i høj fart og rammer et træ, vil blive offer for den samme acceleration og rystelsesskade i hjernen. Skadernes omfang kan i begge tilfælde være enten små eller meget alvorlige, afhængige af kraften i sammenstødet. De fleste hovedskader i det daglige skyldes disse "lukkede hovedlæsioner". Når dette sker, er frontal-lappen ofte mere alvorligt skadet, end andre dele af hjernen.
Den lange periode af bevidstløshed der fulgte efter hendes hovedlæsion, og derefter manglende erindring om ulykken, viser hvor alvorlig hendes hjerneskade var og forklarer de forsinkede erindringer af uheldet. Det er ikke almindeligt at en skade i hovedet fører til koma eller bevidstløshed der varer i tre uger, men det kan tyde på, at der er en alvorlig hjerneskade. I en optegnelse hvor 105 børn har fået et slag i hovedet efterfulgt af bevidstløshed i en periode, er det kun i 4 tilfælde det varer længere end 24 timer.
Der er patienter der har været bevidstløse i mere end tre uger og alligevel overlevet det, men i disse tilfælde er der næsten altid alvorlige eftervirkninger. Det kan tage flere uger før disse patienter kommer sig og forbedringen tager lang tid, ligesom i Ellens tilfælde. Dette er forbundet med en periode af forvirring og en tid uden erindring om hvad der er sket - En tid med hukommelsestab. Sådan et hukommelsestab kan være permanent men kan også gradvist forbedres til et mere ustabilt plan. Hukommelsestab i en længere periode end tolv timer efter ulykken, er ofte efterfulgt af en udvikling af epilepsi. Epileptiske anfald kan forekomme kort efter ulykken, men det kan også tage op til tyve år inden et epileptisk anfald viser sig. Hvis et barn får denne skade, tager det sandsynligvis længere tid inden epilepsien viser sig; og jo længere tid der går, jo større er sandsynligheden for at epilepsien kommer for at blive. Russel anser at et efterfølgende hukommelsestab der varer mere end nogle få dage, er et resultat af en alvorlig hjerneskade og at de forskellige fiber i hjernen muligvis er drejet og revet i stykker.5
Cyril B. Courville, dengang professor i nervøse lidelser på Loma Linda-Universitet og førende ekspert i hjerneskader, skrev følgende i 1944, med henblik på nogle af følgerne af en hjerneskade:
"-bevidstløshed der skyldes slag i hovedet, kan blive ved med at vende tilbage med ustabilt interval, og når den er ukompliceret viser den temmelig tydeligt hvor stor kraft der har fremkaldt reaktionen ... Det kliniske billede af almindelig koma af kortere varighed efterfulgt af hjerneskade med klare eller til dels klare intervaller, der derefter går i koma, bliver alt for ofte overset. Det er væsentligt at vide at den oprindelige periode i koma er er resultat af en "hjernerystelse". Patienten kommer hurtigt mere eller mindre fuldstændigt over oplevelsen fordi den forårsagede skade almindeligvis ikke er så alvorlig (undtagelse: grov "frontal lobe"-skade, hvor man kun delvist kommer ud af den dybe "sløve tilstand". Tilbagefald til koma skyldes at trykket indeni kraniet forøges, da der efterhånden dannes en blodansamling, "Frontal-Lappen" fyldes med væske, fremadskridende cerebrospinal væske-forøgelse, eller fremadskridende blødgørelse (og hævelse) af hjernen med efterfølgende blodprop i pulsåren.6
Courville udtalte "at bevidstløshedens varighed giver et fingerpeg om hvor alvorlig hjernerystelsen er". Han specificerede at "hvis bevidstløsheden varer mere end seks timer er der sandsynlighed for at "en alvorlig skade på hjernen eller kraniet vil vise sig. Disse patienter kan overleve eller dø, afhængig af hvor alvorlige symptomerne er".7,8
Courville har også pointeret at skader på "frontal-Loben" er den væsentligste årsag til "psykomotorisk-epilepsi (en slags frontal-Lobe Epilepsi).9 Ud af 54 tilfælle af "psykomotoiske-epilepsi" fandt han at hos 37% (20 tilfælde) var årsagen en skade.10 Når man er kommet på benene efter en lang bevidstløshedsperiode, forbedres hukommelsen sædvanligvis kun langsomt, og kun en tredjedel af patienterne bliver helt raske igen.11,12
Jennett udtalte i 1975 at "bevidstløshed og endog kortvarig hukommelsestab betyder altid at der er en hjerneskade ... men hvor alvorlig den er ... det kan man bedst bedømme på varigheden af det efterfølgende hukommelsestab". I en gruppe af 800 tilfælde af hovedskader, studeret af Jennett, var der 40% af dem der oplevede "efterfølgende hukommelsestab" i 24 timer eller mere, og derefter udviklede epilepsi.13 Hvis Jennett konkluderede at der var 40% sandsynlighed for en patient at udvikle epilepsi efter en "hovedskade" med efterfølgende bevidstløshed i 24 timer eller mere, hvor meget støre ville sandsynligheden så ikke være at Ellen, efter 3 ugers bevidstløshed og hukommelsestab i hele perioden, udviklede epilepsi.
Baseret på studierne af de senere resultater af hovedskader i det bevæbnede forsvar, opsummerer Caveness det han har fundet, på følgende måde:
"efterfølgende chock-syndrom" som er det mest almindelige resultat af "kranie-og hjernetraume", har som regel følgende kendetegn: Hovedpine, svimmelhed og omtågethed, nervøsitet, irritabilitet, forringet hukommelse, dårlig koncentrationsevne, overdrevet udmattelse, søvnbesvær ... andre egenskaber er et dårligt helbred og nedsat evne til at tjene til livets ophold.
Ud af en gruppe på 574 patienter som havde hovedskader, fik 46% epileptiske anfald.14 Den forringede hukommelse, nervøsiteten, den dårlige koncentrationsevne, den overdrevne udmattelse, alle var symptomer som Ellen havde flere år efter sin tilskadekomst.15 Ud af alle voksne med anfald som indbefatter "automatisk opførsel", personligheds- og sindslidelser og synsforstyrrelser, skyldes måske over 50% skader på frontal-lappen.16
I et andet studie af 481 tilfælde af så kaldte sen epilepsi efter hovedlæsion, fandt Jennett at Frontal-Lap Epilepsi udviklede sig i 90 af tilfældende. Han fastslog at 53% af patienterne havde 1-6 anfald om året, men at 18% havde mere end et anfald i måneden.17
Epilepsi som realitet har til en vis grad været kendt af de gamle ægyptere, men det var med Hippokrates (400 f.Kr.), og Galen (175 e.Kr.), at der blev samlet organiseret viden om sygdommen.
I løbet af 1800-tallet blev der gradvis en adskillelse af flere forskellige slags epilepsi udover de store og små typer og sådanne analyser har fortsat. Det var Hughlings Jackson der i 1888 anmeldte ca. 50 tilfælde af epilepsi med symptomer som "drømmestadie" og "intellektuel aura" som viste sig i de almindelige anfald eller opstod i de lidt mindre anfald.18
Der var en jævn men langsom fremgang i videnskaben om "hjerneskade med efterfølgende epilepsi" i resten af 1800-tallet. Under de to verdenskrige forekom der et stort antal hjerneskader. Mange af de skadede kunne følges på nært hold i et antal år, og man forøgede kraftigt sin viden om disse skaders eftervirkninger. I de tilfælde hvor der var tale om en "missil-forårsaget skade" (både i verdenskrigene og i Koreakrigen) udviklede mere end en tredjedel af ofrene epilepsi. Mange af de hjerneskader der i dag bliver efterfulgt af epileptiske anfald, skyldes ulykker i industri og trafik
Med opfindelsen af elektroencefalografen (EEC) i 1929, kunne man optage den elektriske aktivitet i hjernen og en forbedret røntgenkvalitet af hjernen og hjerneskallen (rapporterede CAT-skanning der viser variationer i den anatomiske struktur, og PET-tomografi der viser funktionelle ændringer i de præcise områder, og her for nylig (MRI, magnethic resonance imaging)),var et mere stabilt grundlag for studierne og opdagelserne af unormale funktioner og defekter i hjernen etableret. Det resulterede i en fremadskridende bedre forståelse af de varierende typer af epilepsi og malfunktioner i hjernen.
Der er talrige årsager til epilepsi. Det kan skyldes det arvelige anlæg, fødselsskade, efterfødsels-hjerneskade, meningitis eller andre infektioner, tumor, unormal optagelse af næring, hjerte-kar-sygdomme og (alkohol)forgiftning. Den mest almindelige type epilepsi er "Frontal Lap- Epilepsi" og den mest almindelige årsag til den er en hovedlæsion.
Efter at Ellen Harmon kom til bevidsthed, var hun sengeliggende i flere uger. Hun havde tabt sig meget formodentlig til dels på grund af, at det var svært at give hende mad, imens hun var i koma, og at intravenøs behandling ikke var tilgængelig på daværende tidspunkt. Men med sin synkerefleks har hun formentlig kunnet sluge det væske, der er blevet givet til hende.
Hendes forbedring var meget langsom, og "hendes helbred virkede fuldstændig ødelagt". Senere blev det muligt for Ellen at gå i skole igen men meget begrænset, og hun sagde: "det var næsten umuligt for mig at studere, og derefter huske det, jeg havde lært". Når hun var i skole, rystede hendes hånd så meget, at hun ikke kunne skrive. Og når hun skulle læse, sagde hun: Bogstaverne i min bog flød sammen, jeg havde store dråber af sved på min pande, og jeg blev svimmel og derefter besvimede jeg. Hendes lærer rådede hende til at blive hjemme, indtil hun fik det bedre. Dette gjorde hun så, Tre år senere, da hun var fyldt tolv, ville hun igen prøve at gå i skole, men hendes helbred svigtede endnu engang, og hun var nødsaget til at forlade skolen permanent. Dette gjorde Ellen meget modløs. Hun skrev:
"Da jeg spekulerede over mine svigtede forhåbninger, og tænkte på at jeg skulle være invalid for livstid, var jeg uforsonlig med alle og til tider negativ over for Guds forsyn, når det kom til mig."19
På et andet tidspunkt siger hun: "Jeg følte mig afskåret fra al jordisk lykke og dømt til fortsat skuffelse og ærgrelse."20
De symptomer som de patienter har der har kommet sig efter en alvorlig hovedlæsion er følgende: Hovedpine, svimmelhed, depression, langsom tankegang, nedsat hukommelse- og koncentrationsevne, altsammen noget som Ellen, ifølge hendes egne udtalelser, led under. Ounsted konkluderede i sit studie af "FLE"-ramte børn, at social- og indskolings problemer er meget almindeligt blandt disse epileptikere, trods at de er normalt intelligente. Sociale og indskolings-vanskeligheder blandt børn med "FLE" er større, end man før har vidst.
James White fortalte, at ved den tid Ellen fik sit første syn var hendes fysiske tilstand sådan, at hun ikke kunne skrive, og hun var afhængig af en, der kunne sidde sammen med hende ved bordet, for at hjælpe hende med at hælde det hun skulle drikke, over i hendes underkop".
Ellen, der næsten 50 år senere i Review and Herald (25 november, 1884) så tilbage på sit uheld, skrev:
"Jeg besøgte det sted, hvor ulykken skete og hvor jeg var blevet invalideret for livstid. Denne ulykke, der for en tid virkede så bitter og svær at bære, havde vist sig at være en forklædt velsignelse. Det onde slag, der havde fordærvet de jordiske glæder, skulle vende mit blik mod himlen."
I 1841 havde Ellen været med til en række foredrag af William Miller, men hun følte sig ikke klar til at blive accepteret af Gud på grund af manglende helliggørelse. Ellen sagde, at "hun befandt sig i en melankolsk tilstand som øgede hendes fortvivlelse". Hun forblev i denne tilstand i tre uger, og i lutter håbløshed faldt hun på knæ:
"Jeg troede at jeg ville lide den fortabte synders skæbne ... jeg tænkte ofte, at det havde været bedre, hvis jeg aldrig var blevet født. Totalt mørke omgav mig, og der var øjensynlig ingen vej ud af skyggerne ... jeg har siden tænkt, at mange af patienterne på et sindssygehospital måske er blevet bragt derhen efter oplevelser magen til mine".
På dette tidspunkt og i denne sindstilstand havde Ellen en speciel drøm, der sandsynligvis var den første ud af mange registrerede syner. I drømmen så hun et tempel, der blev holdt oppe af en stor søjle, til hvilken et blødende lam var bundet fast. Ellen var bange for at være nær ved lammet, og hun følte skam, når hun så, at hun måtte bekende sine synder foran dem, der allerede havde gjort det. De virkede lykkelige og ventede en frydefuld begivenhed. Da lød en trompet, bygningen rystede, og de hellige råbte triumferende. Templet skinnede med et meget kraftigt lys efterfulgt af et uhyggeligt mørke, i hvilket Ellen befandt sig alene. Hun skrev: "Skrækken i mit sind kan ikke beskrives. Jeg vågnede op, og der gik lang tid, inden jeg var overbevist om, at det var en drøm. Naturligvis troede jeg, at min dom var fastlagt"
Kort tid efter havde hun en anden drøm i hvilken, hun troede sig sidde i dyb fortvivlelse, da "en person med smuk skikkelse og ansigtsudtryk" spurgte, om hun ville se Jesus. Hvis hun ville, skulle hun følge ham. Hun blev ledt hen til en stejl trappe, og der blev sagt, at hun skulle blive ved med at kigge opad, for hvis hun kiggede ned, ville hun blive svimmel og falde. Hun så at nogle virkelig faldt på vejen. Derefter så hun Jesus, og "hun prøvede at skjule sig for hans gennemtrængende blik". Men Jesus lagde sin hånd på hendes hoved og sagde: "frygt ikke". Ellen kastede sig ned foran ham og så scener med herlighed og skønhed, imens Jesus smilede til hende. Hendes ledsager fulgte hende derefter tilbage til trappen, og gav hende et grønt kort med hvilket, hun kunne komme i forbindelse med Jesus, når hun ønskede det.
Særlige kendetegn i dette syn antyder, at det kan have været en "FL-anfald". Først må vi huske omstændighederne. Ellen var modløs, og følte sig ikke klar til at blive accepteret af Kristus på grund af manglende helliggørelse, og var dybt fortvivlet. Hendes drøm var formodentlig påvirket af hendes følelsesmæssige tilstand og de bestemte problemer, der optog hendes sind. Hun følte angst, da hun var nær ved lammet, og senere så hun et fantastisk lys efterfulgt af et uhyggeligt mørke, i hvilket hun var alene. Alt dette (angst, kraftigt lys og mørke) forekommer ofte i "FL-anfald", og de var i mange af Ellens syner.
I hendes anden optegnede drøm (1842) blev der sagt, at hun skulle rette sit blik opad. Jesus kiggede på hende med sit gennemtrængende blik, men sagde så til hende: "frygt ikke". Frygt var åbenbart også en del af oplevelsen, og hendes blik skulle rettes opad - begge dele er typiske faktorer i FL-anfald.
Der er åbenlyse ligheder mellem denne drøm og det meget lange syn, som hun oplevede i 1844. Kort tid efter hendes anden drøm, havde Ellen endnu en oplevelse, da hun deltog i et bønnemøde:
"Da jeg bad ... kunne jeg ikke se andet end Jesus og herlighed, og jeg vidste ikke, hvad der foregik omkring mig. Jeg forblev i denne tilstand i lang tid, og da jeg igen så, hvad der var omkring mig, så det hele nyt og herligt ud, til ære og pris for Gud."
I redegørelsen i "early writings" (budskaber til menigheden) tilføjede hun: "bølge efter bølge af herlighed rullede hen over mig, indtil min krop blev stiv". Dette lader til at være den tredje af hendes registrerede drømme. Ellen deltog i "den store skuffelse" blandt Millers tilhængere, over at Jesus ikke vendte tilbage i foråret 1843, og den endnu større forvirring d. 22 oktober 1844, da han stadig ikke var kommet.
Det var i december 1844 Ellen modtog et syn, da hun knælede i bøn, sammen med fire andre kvinder hjemme hos en ven. I dette syn så hun de 144.000 hellige udvalgte, der gik på en smal, snoet sti; nogle faldt ned fra stien til den mørke og onde verden nedunder. Derefter fulgte en udtalelse, som har været grund til omfattende stridigheder i hendes menighed:
"Det var lige så umuligt for dem, at komme op på stien igen og ind til staden, som det var for hele den onde verden, som Gud havde forkastet. De faldt hele vejen langs med stien, den ene efter den anden, indtil vi hørte Guds stemme som vældige vande, og han gav os dagen og timen for Kristi genkomst".
Sammen med de fleste ud af en lille menighed, der senere dannede "Syvende Dags Adventist-samfundet", troede hun i mange år efter d. 22 oktober 1844 at nådeporten var lukket.
En uge senere havde hun et syn i hvilket, hun så kampen og modstanden, som hun ville møde i sit arbejde med at genfortælle sine syner til andre. Derefter trådte hun igen ind i en periode af fortvivlelse, fordi hun ikke havde midler til at forsørge sig selv med i denne tjeneste. Hun "længedes efter at dø".
Under et bønnemøde sammen med nogle venner i sin faders hjem, følte hun det pludselig, som om en ildkugle havde ramt hende i hjertet. Hun faldt ned på gulvet og hørte et helligt væsen, der sagde: "gør de andre kendt med, hvad jeg har åbenbaret for dig". Efter dette var Ellen Harmon trofast overfor synet, og hun talte oftere til de små grupper, der havde troet på det andet adventbudskab og ventet Kristi genkomst. D. 30 august 1846 blev hun gift med James White, ældste, som hun arbejdede sammen med, for de spredte adventister. At skrive, udgive det skrevne og rejse blev en livsstil for familien White.
Ellen havde fortsat mange af de såkaldte "åbne syner" i dagtimerne i årene 1844-1884. Derefter havde hun fortrinsvis profetiske drømme eller "natte syner" indtil hendes død d. 3 marts 1915. Det er selvfølgelig umuligt at vide helt præcis, hvor mange åbenbaringer Ellen havde i alt, men James White påstod i 1868, at hun havde haft mellem 100 - 200 syner. I årene mellem 1868 og 1884 er der yderligere 80 registrerede, og der er ca. 60 profetiske drømme, som efter 1884 er optalt i "the comprehensive index to the writings of Ellen g. White", foruden 48, der er klassificerede under "usikker dato". Arthur White har udtalt, at "der blev ikke bevaret et komplet register af alle synerne, Ellen Harmon fik de første uger og måneder efter hendes første åbenbaring. Samtidige dokumenter tyder på, at åbenbaringerne i den første tid var talrige. Ud fra dette kan man regne med, at hun i sin levetid havde mindst 400 syner, og måske mange flere.
Hvordan blev Ellen Harmon overbevist om, at de syner og åbenbaringer hun fik, kom direkte fra Gud? For det første var det nok synets natur - scener fra himlen, hvor hun snakkede med engle, snakkede med Kristus og Gud. Hun troede, at hun modtog vigtige meddelelser og advarsler fra himlen. Måske var påvirkningen fra hendes omgivelser det afgørende i starten, fordi de troede, at hendes åbenbaringer eller trancer var noget, der kom fra Gud. Efter hendes anden drøm i 1841, fortalte hun sin mor, hvilken kamp hun gennemgik. Hendes mor følte med hende og opfordrede hende til at besøge den ældre Stockman. Ellen skrev:
"Efter at have hørt min historie, lagde han hengivent sin hånd på mit hoved og sagde med tårer i øjnene: "Ellen, du er kun et barn. Din situation er meget enestående for en pige i din unge alder. Jesus må være ved at forberede dig til en særlig opgave".
Ellens første offentlige bøn var en så følelsesladet oplevelse for hende, at hun mistede bevidstheden om, hvad der foregik omkring hende:
"Da jeg var faldt om, blev nogle af de tilstedeværende meget forskrækkede og ville hente en læge, for de troede, at jeg pludselig var blevet ramt af en alvorlig sygdom, men min mor bad dem om at lade mig være, for det stod klart for hende og for de andre erfarne kristne, at det var Guds vidunderlige kraft, der havde afkræftet mig."
Ellen var dybt imponeret af den religiøse og følelsesmæssige engegement i den lokale metodistkirke, samt af de henrykkelser og tab af bevidsthed hun oplevede. Hun fandt støtte til troen på sine syners guddommelige oprindelse, også fra James White og Joseph Bates. I midten af 1800-tallet var der andre i adventmenigheden, der påstod, eller var kendt for at have, åbenbaringer fra Gud. Ellen nævner et antal af dem i sit selvbiografiske udkast.
Der hersker ikke tvivl om at Ellen påstod, og med sikkerhed troede fuldt og fast på, at hun modtog åbenbaringer og beskeder direkte fra Gud. I dag kan man undre sig over, hvordan Ellen White så nemt kunne blive accepteret som profetinde. På den tid var det meget almindeligt med profeter og profetinder både i England og Amerika. På den tid blev Joseph Smith godkendt som profet, og mormon-missionærer påstod, at deres kirke havde "profetiens ånd". Mary Baker Eddy, der levede samtidig med Ellen White, blev grundlægger og åndelig leder af "The Christian Scientists" (kristen videnskab). Billington har påpeget, at i mellem 1830-1850 var kvindelige prædikanter meget populære. Åbenbaringer og henrykkelser blev nemt accepterede.
Arthur White, Ellens barnebarn, er enig i, at den fysiske åbenbaring af Ellens syner - ualmindelige og uforklarlige for den generation, i sig selv var medvirkende til at blive accepteret som overnaturlige af oprindelse. "Det var måden, hvorpå synerne blev givet, der var et stærkt bevis for mange, og det overbeviste de fleste øjenvidner".
Der var en periode tidligt i Ellen Whites forkyndergerning, hvor accepten af hende, uden at man dog kunne komme til enighed, blev sat på prøve. Hun blev bestemt ikke anset som nogen autoritet. D. 21 april 1851 skrev James White i Review and Herald (21 april1851):
"Alle kristne er derfor forpligtet til at bruge bibelen som den eneste fuldkomne vejleder for tro og pligter ... man er ikke fri til at kunne vende sig fra den (skriften) og lære sin pligt gennem de åndelige gaver. Vi siger, at i det øjeblik man gør det, er gaven placeret det forkerte sted og antager en ekstremt farlig position".
I den samme udgivelse af Review tilføjede han:
"Guds ord er en evig klippe. På den kan vi stå med evig tillid. Herren giver dog drømme, generelt designet til vedkommende der modtager dem, for at trøste, rette eller instruere i ekstreme prøvelser eller farer. Dog, at forestille sig, at han giver os drømme, når det gælder almindelige pligter, er ubibelsk og meget farligt".
Fire år senere skrev James White følgende:
"Der er en gruppe mennesker, der er fast besluttet på at gøre, "The Review" og dets forvalteres syn på Ellen W., til en prøve på vores tro og lære og på vores kristne fællesskab. Hvad har "The Review" at gøre med Ellens opfattelse? De synspunkter, der er udgivet i dets spalter, er alle udarbejdet fra den Hellige Skrift. Ingen af skribenterne på "The Review" har nogensinde refereret til dem som autoriteter".
28 år senere (i 1883), skrev G. I. Butler, dengang formand for Syvende Dags Adventisternes generalkonference, følgende:
"Vore fjender prøver at få det til at se ud, som om vi gør synerne til en prøve på fællesskab. Det ville være fuldstændigt latterligt og umuligt at gøre det, selvom vi ville. Med mennesker overalt i verden, der er begejstrede for vores synspunkter, og som aldrig har set søster White eller hørt om hende, hvordan skulle vi kunne prøve deres fællesskab? ... de påstår, at der er mange iblandt os , der ikke tror på synerne. Det er sandt; og alligevel findes de i vore kirker, og er ikke udenfor fællesskabet. De har påstået ... at Smith, Canright og Gage ikke troede på synerne, og alligevel er de alle medlemmer i vore kirker, to af dem er anbefalet som præster, og den ene har mange vigtige embeder. Nej, vi gør ikke synerne til en prøve, og vi har aldrig gjort det".
Neal Wilson, nuværende formand for adventisternes generalkonference, gav udtryk for omtrent den samme holdning i et interview for nylig:
"Når vi kommer til det punkt, hvor man skal tro på Ellen White i et eller andet omfang, eller acceptere hendes syner som noget virkeligt, eller som fantasier eller gentagelse af noget, som nogen anden har sagt - at man bliver nødt til at tro på, at det var virkelige syner hvis man skal blive adventist eller opleve frelse - dette er ikke denne kirkes standpunkt, og det håber jeg aldrig det bliver. Det ville gøre stor skade på den gave, kirken har fået af Gud. Det var ikke meningen at den skulle bruges på den måde." 43
Som tiden gik blev Ellen White mere og mere accepteret i Adventkirken som en person med autoritet; og hendes indflydelse var som en rigtig profet, selvom hun selv nægtede at kalde sig for dette. Hun foretrak at blive kaldt "Guds sendebud". Hun troede at hendes arbejde indbefattede "meget mere end ordet profet antyder".
Hvad hun virkelig mente om vigtigheden og det guddommelige i hendes arbejde, giver hun klart udtryk for i følgende udtalelse:
"Vidnesbyrdet er enten fra Gud eller fra Satan. Hvis du stiller dig op imod Guds tjenere, arbejder du for enten Gud eller Satan."
"Hvis du prøver at komme udenom Guds vejledning, dømmer du dig selv. Hvis din tillid til Guds folk bliver forringet på grund af vidnesbyrdene, som han har sendt til dem, så gør du oprør mod Gud ligesom Korah, Dathan og Abiram ... i disse breve, som jeg skriver, og i de vidnesbyrd jeg bringer, giver jeg jer det, Gud har givet mig. Jeg skriver ikke en eneste artikel i et blad, der udtrykker mine egne ideer. Jeg viser jer det Gud har vist mig - de dyrebare stråler af lys, der skinner fra tronen. Det er sandt, alt som vedrører artiklerne i vores aviser og i mine mange bøger."
Hvordan kunne Ellen White komme til denne konklusion vedrørende beskaffenheden og betydningen af hendes arbejde? Måske var det en gradvis proces, der hovedsagelig skyldtes indflydelsen og presset fra dem omkring hende, som troede, at hendes syner var af overnaturlig, guddommelig oprindelse. Dette forløb startede med hendes første drømme og fortsatte helt til hendes sidste syn. Det er ganske forståeligt, at Ellen blev fuldstændigt overbevist om, at drømmene og synerne var direkte, guddommelige åbenbaringer, så hun til sidst kunne sige (og tro): "Dengang talte Gud til folket gennem sine profeter og apostle. I disse dage taler han til dem gennem hans ånds vidnesbyrd."
I Ellen Whites levetid, var der dog dem, der satte spørgsmålstegn ved den guddommelige oprindelse af hendes syner. James White publicerede i 1847 et brev fra "en elsket broder" vedrørende Ellens syner:
"Jeg kan ikke bekræfte, at Ellens syner er guddommeligt inspirerede, som du og hun mener de er. Og dog tror jeg ikke, at der er den mindste skygge af uærlighed ved nogen af jer i denne situation ... Jeg tror, at det, I betragter som visioner fra Gud, kun er religiøse drømmerier, i hvilke hendes fantasier løber løbsk med emner, som hun er dybt interesseret i. Når hun så er fordybet i disse drømme, ved hun ikke hvad der sker omkring hende. Der er to slags drømme: syndige og religiøse. Hendes er den sidste". 49
Andre foreslår mentale eller fysiske årsager. Ellen nævner, at mesmerisme (en form for hypnose) påstås, at kunne være årsag til hendes visioner. Muligheden forelå endda for hende selv.
En anden forklaring på hendes visioner var hysteri, og dette forslag blev gentaget hele hendes liv igennem. Det er interessant, at Ellen stillede diagnosen "hysteri" hos en af hendes egne menighedsmedlemmer. Hun skrev:
"Kære søster "F". Du har en syg fantasi ... du gør helt klart skade, ikke kun på dig selv men også på de andre medlemmer af din familie og - specielt din mor ... hendes sind er ved at komme ud af balance på grund af de hyppige anfald af hysteri, hun er vidne til"
Der var nogle af dem der tidligere arbejdede sammen med James og Ellen, der afviste, at Ellens visioner skulle være af overnaturlig oprindelse. En af dem var Isaac Wellkome, der var blevet døbt af James White i 1844 og var aktiv i adventbevægelsen. Han skrev:
"Ellen G. Harmon ... som var ualmindeligt øvet i krop og sind ... faldt ned på gulvet ... (Vi husker at have grebet hende to gange, så hun ikke ramte gulvet) ... til møder talte hun med megen ivrighed og hurtighed, indtil hun faldt da, som hun påstod, så vidunderlige syner fra himlen og der blev vist hende hvad der foregik der. Hun påstod, at hun havde set Kristus forlade helligdommen for at dømme, og havde lukket nådedøren og fjernet navnene fra livets bog ... vi så hende i Poland, Portland, Topsham og Brunswick i begyndelsen af hendes karriere, og hørte hende ofte tale, så hende falde flere gange og hørte hende fortælle om mirakler, som hun sagde, at hendes Himmelske Fader havde tilladt hende at se. Hendes overnaturlige eller unormale syner blev ikke så gerne opfattet som visioner, men som spirituelle syner af usete ting, hvilket var meget almindeligt blandt metodisterne ... disse visioner var blot et ekko af Joseph Turner og andre prædikanter, og vi har modtaget dem som frugten af en meget ivrig fantasi, og ikke som fakta eller virkelighed."
Jacob Brinkerhoff og hans bror W. H. Brinkerhoff (der var ordineret af James White) var aktive i arbejdet for adventist-menigheden i perioden 1860 - 1865. Jacob skrev i 1884:
"Fru White er en højt agtet leder hos dem, delvis fordi hun påstår sig være guddommeligt inspireret. Kort tid efter "den store skuffelse" i 1844, havde hun det, man kaldte hendes første syn. Dette var uden tvivl en prøvelses tid for det troende advent-folk, og hun var på det tidspunkt meget ung, og havde et meget skrøbeligt helbred. På grund af, at det var en spændende tid, og på grund af hendes svage helbred, så det ud til, at når hun var i trance, blev hendes sind og krop skilt ad, sindet var fortsat aktivt og formede en ide ud fra en forudfattet mening, fra spændingen i situationen eller fra omkringværende omstændigheder. På det tidspunkt havde adventfolkets erfaringer den store interesse hos dem, og i hendes syn eller trance fortsatte hendes sind med det samme emne som et naturlig resultat. Vi undrer os ikke over at hendes syner af hende selv og hendes kammerater, blev betragtet som åbenbaringer fra Gud. Sådanne fænomener forekommer ikke ofte i naturen, og i en tid hvor megen fanatisme kendetegnede arbejdet for Gud, er det ikke forbavsende, at disse også skulle gøre det. Da hun var helt opslugt af sine religiøse syner og erfaringer, ville hendes sind, i trancetilstand, arbejde i samme retning, som når hun var bevidstløs. En bevidstløs trancetilstand, katalepsi, ekstase ... alle dem der er bekendt med Ellen Whites "visionshistorier", har læst, at et af beviserne på, at hun er guddommeligt inspireret, er, at hun er helt bevidstløs. Men det bekræfter bare vores teori, at de er produceret af en usund og unaturlig tilstand i hendes krop og sind."
Man skulle næsten tro at Brinkerhoff ville kalde det frontal-lap epilepsi. Mendet kunde han ikke. Begrebet var endnu ikke blevet opfundet. Lidt senere, i hans avis, tilføjer han: "man overser den kendsgerning at visionerne kan være inspirerede af Gud eller Satan, men at de også kan være rent menneskelige, eller stamme fra hendes eget sind ligesom deres oprindelse. Det standpunkt tror vi, er sandt."
Dudley Canright sagde i 1887, at hendes hjerneskade var årsag til synerne:
"I niårs- alderen fik hun et forfærdeligt slag i ansigtet, der brækkede hendes næse og næsten tog livet af hende. Hun var bevidstløs i næsten tre uger. Dette chok i hendes nervesystem var den virkelige årsag til de efterfølgende syner."
I 1919 foreslog han at epilepsi kunde være den præcise årsag. Det er betydningsfuldt, at alle de symptomer og diagnoser, som bliver anvendt i hendes levetid, er kendetegnende for den daværende ukendte "Frontal-lap Epilepsi".(FLE)
Dr. William Sadler, der kendte Ellen White godt, skrev i 1912:
"Det er ikke ualmindeligt, at personer i "kataleptisk trance", forestiller sig, at de foretager rejser til andre verdener. Når disse "kataleptiske"-anfald er ovre, er de vidunderlige fortællinger om deres oplevelser så enestående og fantastiske at de kan bruges som fundament for grundlæggelsen af nye sekter, kulter og religioner.. Det er et interessant studie i psykologi at mærke sig ,at disse "medier" altid har syner, der er i harmoni med deres teologiske overbevisning. Næsten alle disse ofre for trance eller "nervøs katalepsi" bliver før eller siden overbeviste om at de er "Guds budbringer" og "himlens profeter". Og der er ingen tvivl om, at de fleste er oprigtige i deres tro. Og fordi de ikke forstår det fysiske og psykiske i deres lidelse, kommer de ærligt til at se på deres specielle mentale oplevelser som noget overnaturligt, og deres tilhængere tror blindt på alt det, de lærer, på grund af den påståede guddommelige oprindelse af de så kaldte "syner".
Sadler skrev et 9-sider langt brev til Ellen i 1906 som svar på hendes indbydelse "til alle der havde forvirrende og smertefulde ting i deres sind vedrørende åbenbaringerne, som jeg har fået, de må fortælle hvad deres protester og kritik drejer sig om" 56. Arthur l. White har publiceret brudstykker fra Sadlers lange brev med spørgsmål stillede af Sadler.
Dr. Gregory Holmes og dr. Delbert Hodder fremlagde en afhandling med titlen:"Ellen G.W. White og syvendedags-adventist menigheden: "Visions or Partial Complex Seizures?" ved et møde i det amerikanske neurologiske akademi i Toronto, maj 1981. Afhandlingen blev opsummeret i "The Journal of Neurologi" som følger:
"Syvende Dags Adventist- menigheden" opstod lige efter "den store skuffelse" i 1844. Hovedpersonen i formationen af dette store protestantiske kirkesamfund var Ellen G. White. Hendes 100.000 skrevne sider står som nummer to efter bibelen, for at fastslå bibelens lære for millioner af medlemmer over hele verden. Ellen White blev betragtet som en "Guds profet" som modtog information og vejledning gennem overnaturlige syner, og de bliver fortsat brugt som bevis for hendes guddommelige inspiration af de fleste adventister."
"I 9-års alderen blev Ellen White offer for en alvorlig hovedskade. Da hun efterfølgende fik det bedre, ændrede hendes personlighed sig, og hun blev indadvendt, ekstremt moraliserende og religiøs, og udviklede sig til en produktiv læser og forfatter. Da hun var 17 år, fik hun sin første "fortryllende oplevelse" som hun selv betragtede som et "syn". Synerne blev karakteriserede som "lejlighedsvis udstråling, ændret tilstand af bevidsthed .med stirrende eller rullende øjne, automatiske bevægelser, vedvarende tale, syns og høre-hallucinationer, efter synet sløvhed og uvidende om hvad der var sket omkring hende i forbindelse med synet."
"Baseret på historien om hendes hovedskade, forandringer i hendes personlighed og på beskrivelsen af synerne, antager vi, at Ellen White havde epileptiske anfald57
Afhandlingen blev også slået op i "Toronto Star" d. 23 maj 1981, og en version blev publiceret af Hodder i "Evangelica" i november 1981.
"Partial-complex-anfald er typisk i en form for epilepsi, der involverer den forreste del af hjernen inklusive frontal-lappen. Der var en gang, da de fleste mennesker troede, at epilepsi betød muskelkramper og krampeanfald sandsynligvis med fråde omkring munden og fare for at bide tungen af. Denne form for epilepsi eksisterer, men der findes også andre former for epilepsi. Alle former for epilepsi skyldes malfunktion af nervebaner i hjernen. Sådan en malfunktion kan forårsage unormale reaktioner i muskelarealer i store dele af kroppen, men der er også andre områder og funktioner i kroppen der kan blive påvirket, specielt i "FLE". Dette inkluderer kroppens indre funktioner, hjerteslag, vejrtrækning, bevidsthed, tanker, hukommelse, drømme, tale, skrift, humør, opførsel, temperament, seksualitet og andet."
De præcise symptomer, en epileptisk patient vil udvise, kommer an på hvor de skadede nervebaner ligger (og i hvilken halvdel af hjernen), sværhedsgraden og omfanget af skaderne i de involverede nerveceller og hvilke andre af de fjerne nerver, der er påvirket af malfunktionen i det primære punkt i hjernen. Eftervirkningerne af den oprindelige hjerneskade vil muligvis ikke vise sig før efter flere år. Denne forsinkelse kan skyldes det sidste stadie i en forlænget proces af forandringer i vævet efter hjerneskaden. "Courville" citerer "Earl et Al", der rapporterer at i 31,2% af medicinske tilfælde af"psychomotorisk-epilepsi, var der en historie med "nasal" kraniebrud. Gomes, der analyserede 3,636 tilfælde af "FLE", var i stand til at bekræfte årsagen hos 64% af disse patienter. Ud af dem, var der 38 % der skyldtes påførte skader.
Epileptiske anfald opstår i perioder, men hyppigheden kan variere meget. Anfaldene kan også blive fremprovokerede af indvendige og udvendige faktorer, såsom bekymring, depression, overanstrengelse, og søvn; og i nogle former for epilepsi er det muligt for patienten at fremprovokere et anfald ved at hyperventilere (med vilje eller under stress), ved at kigge på stærkt lys, ved at høre en pludselig høj lyd, ved tryk på halspulsåren, og for nogen, af at læse. Nogle patienter har muligvis en fornemmelse af, at der kommer et anfald, og ind i mellem er det muligt for en patient at stoppe et anfald. Ellen kunde forhindre et kommende syn mindst en gang, og kunde ikke tale de efterfølgende 24 timer.
Ellen var uvidende om hendes omgivelser under et syn, og kunde heller ikke huske vad der var sket omkring hende; men hun kunde genkalde sig, hvad hun havde set og oplevet i selve synet. Dette er typisk for et "partial-complex anfald" hos en person med "FLE".
Man påstod at Ellen ikke trak vejret under et syn; alligevel blev hun aldrig blåligt farvet. (Men hun talte ofte under et syn - en øvelse der kræver luft). George I. Butler støttede dette i 1874 da han sagde: "Ansigtet beholdt sin naturlige farve, og blodet cirkulerede som sædvanligt". I de mere detaljerede optegnelser af Ellens syner, har man noteret sig, at når Ellen havde oplevet et syn, "tog hun en dyb indånding og efter et minut, en mere, og meget snart havde hun genoptaget en naturlig vejrtrækning". Ellens vejrtrækning kan have været næsten umærkelig. På grund af den kraftigt reducerede vejrtrækning, er det ikke underligt at der var nogle tilstede, der troede, at hun overhovedet ikke trak vejret. Det er dokumenteret ved "FLE" at vejrtrækningen faktisk kan stoppe i en kortere periode (apnø), og derefter være meget svag. Lennox har på sin liste iblandt symptomer på psychomotorisk-anfald det faktum, at vejrtrækningen hos disse patienter kan variere fra hyperventilation til apnø. Fuldstændig udeblivelse af vejrtrækning kan kun vare ved i kort tid, men en næsten umærkelig vejrtrækning kan vare i længere perioder. Til tider var denne tilsyneladende "ikkevejrtrækning" under et syn fremlagt som bevis på, at Ellens syner måtte være af overnaturlig oprindelse.
Automatisme (en automatisk handling, som patienten ikke er bevidst om) er et almindeligt symptom i "FLE" . Ellen beviste dette ved at dreje sine hænder, bevæge sig langsomt og yndefuldt med skuldre, arme og hænder og gå frem og tilbage, mens hun havde et syn. Dette omvandrende bevis bidrager til de mest bemærkelsesværdige bedrifter ved automatisme i FLE.
1888 rapporterede Hughlings Jakson om 50 tilfælde af epilepsi, der havde en "aura" eller en drømmelignende tilstand, og nogle ret ekstreme former for automatisme. Dette skete for en læge, der var en af Jaksons patienter. I en af hans oplevelser var han ude at køre med tog og skulle af ved den 4:e station. Han kunne huske at toget passerede 2:e station, men i næste øjeblik stod han foran sit hus og rodede efter sin dørnøgle. Han havde stået af toget på den rigtige station, brugt billetten ved indgangen, gået et par kilometer, krydset veje for at komme hjem, og intet af det kunne han huske. Han havde gjort det hele automatisk, uden at kunne huske det bagefter. Interessant nok var der en anden af Jaksons patienter, der betegnede hans oplevelse som "en vision". Søvngængere, kan åbne døre og gå i trapper uden at bagefter kunne huske det. det er automatisme.
Hvad så de tilstedeværende under Ellens syner i virkeligheden? Heldigvis er der et antal fuldstændigt detaljerede rapporter tilgængelige, udarbejdet af nogle af dem, der var tilstede under Ellens syner, inklusive James White og J.N. Loughborough, der påstod sig have set Ellen få syner ca. 50 gange. Arthur L. White har givet os en omfattende opsummering af øjenvidnefortællinger. 1. Lige inden et syn var der en dyb følelse af Guds nærvær, for både Ellen W. og de andre der var i rummet. 1. Lige inden et syn var der en dyb følelse af Guds nærvær, for både Ellen W. og de andre der var i rummet.
Loughborough udtaler sig om et syn fra 1846, som Ellen oplevede i Joseph Bates nærvær. I synet taler hun om noget, der lader til at være planeter. Fru Truesdale, der var nærværende ved dette møde, bliver citeret af Lughborough:
"Vi opdagede hurtigt, at hun var ufølsom over for jordiske ting ... .efter at have talt Jupiters måner højt, og efter dette Saturns måner, lavede hun en smuk beskrivelse af ringene for den sidste. Hun sagde: beboerne er høje, majestætiske mennesker, så ulige menneskene på jorden. Synden har aldrig været her."
Ellen skriver også om hendes "planetsyn" i budskaber til menigheden (Early Writings), hvor hun så Enok blandt beboerne på en af planeterne.
I en fortsat diskussion om hvad hun sagde hun havde oplevet i sit første syn, tilføjer Arthur White et meget klart billede af de vigtigste træk i hendes oplevelse, og opsummerer dem som følger:
" Det er helt klart, at hun troede hun så, følte, hørte, adlød og gik i gang med at bruge sine talenter, selvom hun i virkeligheden ikke gjorde det. Men det var på denne levende måde, åbenbart gennem brug af de almindelige sanser, at sandhederne og informationerne kraftigt blev indprentet i hendes sind. Dette skrev hun også senere med sine egne ord".
"Når de bevarede optegnelser af detaljerne i Ellen Whites syner bliver sammenlignet med symptomerne ved "partial-omplex-anfald" i FLE, finder man en slående lighed. "Daly" bemærker, at pc-anfald består af en ændring af bevidsthedstilstanden ... hallucinationerne fra pc-anfald er "formede" i den forstand, at de udgør et fuldt udviklet følelse af genkendelse, hvilken i sjældne tilfælde rent faktisk kan være noget man husker fra en virkelig oplevelse. En vigtig detalje i forbindelse med denne ændrede bevidsthedstilstand er, at den trænger ind i patientens flydende strøm af bevidsthed ... lige meget hvor levende, kompliceret eller virkelig oplevelsen er, vil patienten genkende den som noget, der er blevet ham pålagt. Hans bevidsthed er delt, og han kan stadigvæk blive ved med at være den objektive opmærksomme tilskuer, der er vidne til disse spændende begivenheder."
Anfaldene begynder sædvanligvis med et såkaldt symptom eller aura, der ofte involverer "kilden i maven" eller andre automatiske manifestationer. Der kan være en følelse af frygt eller en oplevelse af, at man kan dufte noget, hvilket Ellen oplevede flere gange som duft af roser eller bare blomster. Hun kunde dufte violer, og på et andet tidspunkt passede hun blomster og nød duften af dem. En gang, da hun knælede ved sin seng, skete det, før hun fik sagt et eneste ord, at hele rummet blev fyldt med duften af roser. Da hun så op, for at se hvorfra duften kom, opdagede hun, at rummet var fyldt med et blødt sølvfarvet lys.
Da Arthur White i 1901 beskrev en af Ellens synsoplevelser i hvilken, der var en sød duft som af smukke blomster, tilføjede han: "hun vidste hvad det betød." Åbenbart var det en almindelig del af Ellens syner, at hun oplevede denne duft. Hun så også ofte et stærkt lys i begyndelsen af et syn, et lys der opfyldte rummet eller åbenbaredes i forskellig styrke, farve og form. Det er meget almindeligt ved et epileptisk partial-complex-anfald, at man ser stærkt lys i varierende farver. Ellen har udtalt:
"Imens jeg sendte mine bønner op, var der, ligesom det havde værethundrede gange før, eller flere, et blødt lys der cirkulerede rundt i rummet, og der var en duft som af blomster, en vidunderlig duft af blomster."
Hvis man tager udtalelsen alvorligt med "hundrede gange eller flere", må blomsterduften og det cirkulerende lys have været tilstede i næsten alle hendes syner. "musik-hallucinationen"(også i forbindelse med stærkt lys) var også tilstede i Ellens erfaringer, ligesom det også altid er tilstede i FLE-anfald.
Hovedparten af hændelserne i Ellens syner kan også sammenlignes med hændelser i partial-complex-anfald,enten de er korte eller lange. Williams har opsummeret de vigtigste træk i disse anfald som følger:
Al genkendelse, hvor simpel den end er, er bygget på hukommelse, ligeså alle bevægelser, og der er en gentagelse af brugen af de gamle erfaringer i et kompliceret mønster, helt fra det simpleste syn til en intellektuel håndtering af en fuldendt skarpsindig begivenhed.
Gastaut observerede at de tanker, som optog sindet på patienten før anfaldet, meget vel kunne være grunden til selve anfaldet. Sådan var det åbenbart ofte i Ellens tilfælde, måske hver gang.
Gloor et Al forklarede sig i 1982 på samme måde, da de diskuterede resultaterne af "hjernestimulering" af deres patienter med FLE:
"Hvem man stimulerer virker mere vigtigt end hvor man stimulerer indeni og det bliver forståeligt, for gensvaret reflekterer samtidigt den funktionelle del af det stimulerede areal og patientens individuelle erfaringer."
D. 3 juni 1906 skrev Dr. M.G.Kellog denne vurdering af Ellen Whites syner, til sin yngre broder, John HarveyKellog:"
I 1868, da jeg havde talt med Dr. Trall, begyndte jeg at mistænke at Fru Whites syner ikke var, hvad vi indtil da havde troet og fra og med da har jeg studeret både Fru White, hendes syner, drømme og vidnesbyrd ... ...
Jeg har været tilstede når Fru White har fået syner en hel del gange i årene mellem 1852-1859. Hver gang var hun i en tilstand af katalepsi. Hver gang fik hun pludselig et anfald, faldt bevidstløs til gulvet, og var bevidstløs så længe anfaldet varede. Alle vitale funktioner var nedsat til et minimum, der var næsten ingen puls og en ualmindeligt stille vejrtrækning, så svag og umærkelig bortset fra, når hun råbte korte sætninger. Pupillerne blev meget store, hun havde nedsat hørelse, ja faktisk var alle hendes sanser så nedsat at hun hverken kunde se, føle eller høre. Hun var helt bevidstløs, men hendes sind var intensivt aktivt, hendes bevægelser var helt automatiske og fuldstændig ufrivillige. Hele synet var en blanding af en mental øvelse af tidligere opfattelser, scener, meditationer og forestillinger så livligt gengivet i hendes sind at det for hende blev en levende realitet. Katalepsi antager mange former i dens skiftende ofre, men i hendes tilfælde blev der givet lidt af dem alle. Jeg har set mange tilfælde. Fru L.M Hall er enig med mig i hendes beskrivelse af Ellen Whites tilstand under et syn."
Lennox har pointeret at anfald der varer flere timer vil optræde en eller et par gange om året, og jo hyppigere anfaldene er, jo mere sandsynligt er det at de er af kortere varighed. Partial-complex-anfald varer som regel fra kun få sekunder til flere minutter, men kan også vare i flere timer og yderst sjældent, dage. Arthur White udtaler sig vedrørende varigheden af Ellens syner:
"Da nogle af hendes syner var meget langvarige, nogle gange med varighed i op til en time og i et enkelt tilfælde i fire timer, var der andre tidspunkter hvor synerne var meget korte ... kun nogle få minutter, og i nogle tilfælde sekunder."
FLE-anfald der er lange og endda varer i flere dage, kan blive betegnet som "partial complex status epilepticus". Sådanne lange anfald kan rent faktisk bestå af mange korte der fremtræder så hurtigt efter hinanden at det virker som et langt anfald, specielt for den uvidende tilskurer. Det er også muligt at have en længerevarende mental forvirring efterfulgt af et anfald, som igen kan vise sig som en fortsættelse af anfaldet. Hvis man kendte flere detaljer om Ellens tre og fire timers syner, kunne man lave en definitiv diagnose om dem på en mere sikker måde.
Når et partial-complex-anfald er ovre, gennemgår patienten måske en let udmattelse og automatisme, som vedkommende ikke senere husker noget af. Gradvist kommer man til sig selv og bevidstheden kommer tilbage. Dette var også vad Ellen erfarede. Hvis synet skulle skrives ned, kunde det ikke gøres før vedkommende var helt over anfaldet. Når patienten igen var ved bevidsthed og skrev synet ned, kunne han også fortolke synet ved at lægge til og trække fra. Ved det at de følte sig tvungne til at skrive, kunne det blive et meget stort og ansvarsfuldt arbejde.
De fleste patienter med diagnosen "epilepticus" lider af krampe, men ca. 25-30% har partial-coplex-anfald og får ikke kramper. I denne sidste gruppe "er der ikke rapporteret beviser for en permanent forringelse af intellektet. Den almindelige krampeagtige "epilepticus" findes i "grand-mal epilepsy, hvorimod ændringer er sjældne i partial complex.
Man har for nylig pointeret at hvis en patient oplever et langvarigt anfald med betegnelsen epilepsi, vil dette resultere i en alvorlig forringelse af den mentale kapacitet. Derfor kan Ellen W. ikke have været en epileptiker. Dette argument skyldes en misforståelse af forskellen mellem krampe-epilepsi (såsom grand mal) og dem uden krampe (såsom TLE).
En epileptiker med krampe er virkelig faretruende, ikke kun pgr af den nedbrydende effekt det har på patientens mentale tilstand, men pgr af de langvarige og hurtige muskelsammentrækninger der forårsager alvorlige komplicerede (stofskifte) forstyrrelser der er livstruende. De langvarige krampeanfald er så alvorlige at de hurtigst muligt må bekæmpes ved hjælp af stærk medicin for at undgå hjerneskade. Ellens langvarige syner havde ikke sådanne konsekvenser fordi de var uden kramper og af type partial complex.
Penfield har beskrevet atfrontal-lappen´s funktion har noget at gøre med " en fortolkning af dagens erfaringer i lyset af datidens oplevelser." Videre indholder fronta-lappen en række optegnelser i bevidstheden, nogle optegnelser der ved patientens tidligere erfaringer bliver gemt. I 1933 opdagede Pennfield at man ved elektricitet kunde stimulere visse grupper af nerveceller i Temporal Loben, og derved få patienten til at "genopleve" oplevelser som i en film eller "flashback", der på en eller anden måde var blevet gjort tidligere i livet. Med andre ord, så husker Temporal Loben alle de oplevelser som vedkommende har haft, og selvom han har glemt det, husker den de stadigvæk, og kan blive bragt tilbage til bevidstheden via kunstig elektrisk stimulering eller en elektrisk udtømning af hjernen under et epileptisk anfald. Resultaterne af disse forsøg fastslog hvad Jackson og andre før ham havde foreslået: At hjernen permanent opmagasinerer det man har oplevet, og at det er muligt at huske det igen. Denne tilbagekaldelse af gamle oplevelser, tanker og indtryk, er i bund og grund det der sker når en patient får et partial-complex-anfald.
Forskellige udtryk er blevet brugt gennem tiderne for at dække ordet "Frontal-lap-Epilepsi". En af dem var "psychomotorisk-epilepsi", men Verdens Helse Organisationen antog den almindelige betegnelse for FLE for denne sygdom og de mere begrænsede udtryk for frontal-lap anfald og Partial Complex anfald for specielle typer af FL-anfald der er meget forskellige fra de generelle eller Grand Mal epilepsi.
Der er mange symptomer ved FLE og de kan opdeles ved dem der er forbundet med selve anfaldet (kaldet Ictal) og dem der er ind imellem anfaldene (kaldet Interictal).
Begyndelsen af et FLE-anfald manifesterer sig som regel ved at patienten holder op med det han/hun er ved. Der kan derefter i intervaller følge automatisme såsom smækkende læber, vridende hænder, en gåtur eller anden adfærd som patienten ikke vil kunne huske. Patienten kan endda vedvarende vende siderne i en bog, ligesom Ellen gjorde. En patient kan også opleve lugt-hallucinationer af blomster eller ildelugtende ting. Dette bliver efterfulgt af "overbevisende komplekse frontal lap-oplevelser" som Wilder Penfield kaldte "flashbacks", psykiske hallucinationer eller "erindrings-anfald. Disse involverer hallucinationer af gamle oplevelser og modvirker strømmen af bevidsthed.
"Penfield pointerer at epileptikeren får en dobbelt oplevelse ud af en gentagelse af datid, med nutidsbevidsthed i løbet af en "erfaringshallucination". Denne psykosomatiske hallucination der udgår fra frontal lappen kan indholde hvilken som helst af de følsomme sanser eller en kombination heraf, navnlig synet, hørelsen, lugtesansen, smagssansen, berøringen eller de ubeskrivelige hallucinationer beskrevet af Williams."
Under anfaldet kan patienten sidde, ligge eller endda gå og synge, og stadig være fuldstændig uvidende om hvad der foregår omkring ham. Under anfaldet kan patienten opleve glæde, opstemthed, depression og ofte frygt - som Ellen White oplevede det i sine syner. Automatismen kan vende tilbage i slutningen af anfaldet, og fuldendelsen af anfaldet bliver markeret ved at patienten begynder at reagere på spørgsmål og kommandoer. Nogle patienter vil efterfølgende have en periode med varierende grad af forvirring, Efter anfaldet, eller i den"efterfølgende fase" vil patienten oftest huske vad de oplevede eller så i synet men ikke hvad der foregik omkring dem.
Nogle partial-complex-anfald siges at begynde med en bevægelsesløs stirren, andre med både bevægelse og stirren, og en tredie slags med en "drop-anfald". Dreifuss har udtalt: "Den objektivitet med vilken patienter med pc-anfald kan beskrive sine hallucinationer, er et ekstremt vigtigt diagnostisk punkt.
Tankerne i et pc-anfald kan kaldes ideelle. De involverer tanker som patienten tidligere har dvælet ved og holder fast ved. De ideer kan blive gentaget i flere anfald." Dets indhold kan være personligt, metafysisk, eller endda overnaturligt (såsom død, evighed), eller det kan være ret objektivt (fixering på indholdet af en sætning læst, eller hørt i starten af et anfald).
Det har været kendt i mere end 100 år, at patienter der lider af FLE sandsynligvis vil etablere psykiske lidelser. Mange af disse lidelser skyldes uden tvivl den specielle skade i hovedet, men nogle skyldes måske den sociale og følelsesmæssige indvirkning på det at være epileptiker. Landolt pointerer at så tidligt som 1938 blev der registreret at 50% af alle FL- epileptikere led af psykiske forstyrrelser.
Patienter der lider af FLE kan også etablere specifike symptomer mellem anfaldene. Disse symptomer bliver klassificerede som "interictal"(mellem anfaldende) og viser et stadie af aktiv adfærd der er en del af epilepsien og skyldes de patologiske ændringer i FL-limbic system. Disse adfærdsmønstre er blevet nedskrevet i en årrække af mange kliniske observatører. Waxman og Geschwind udgav i 1975 en afhandling kaldet: "Det interictale adfærdsmønster ved FLE", i hvilken de beskrev forandringer i patientens religiøse og seksuelle adfærd, og en overvældende trang til at skrive.
I de senere år har flere epileptologer publiceret lister af disse symptomer. De blev skemalagt af "Bear og Fedio" i 1977 og af "Bear" i 1979, og indeholder en uddybning af følelser såsom utilpashed, tristhed, vrede, fjendtlighed, hyperseksualitet, skyldfølelse, skænderier, hypermoralisme, tvangstanker, tendens til at gentage sig selv, sans for egenkærlighed og skæbne, mangfoldige omvendelser, og ofte egne dybt religiøse standpunkter, interesse i filosofiske, moralske eller kosmologiske spekulationer, mangel på humor, en følelse af afhængighed og passivitet (kosmisk hjælpeløshed), paranoia (mistænksomhed, overfortolkning af motiver og hændelser) og meget overdrivende.
Ikke alle epileptologer er endnu fuldt overbeviste om at alle symptomerne på listen af "Bear og Fedio" kun findes i FLE. Hermann og Riel diskuterede i 1981 om disse symptomer var specifikke for FLE eller om de også kunde findes i andre former for epilepsi. Deres konklusion var: Fire egenskaber ( fornemmelse for sin egen skæbne, afhængighed, paranoia og interesse i filosofi) var specielt fremtrædende i FLE-gruppen, dette støtter vores viden om ændringer i adfærd og tanker der optræder i FLE men ikke nødvendigvis i andre former for epilepsi. De andre egenskaber nævnt af "Bear og Fedio" blev fundet hos patienter der led af FLE og dem med almindelig epilepsi.
Blumer har udtalt at "ændringer i adfærd og personlighed begynder omkring to år efter de første anfald, og er forbundet med kroniske, overdrevne nerveafladninger i den "mesiale frontal lap"og tilstødende områder. Han nævner at følelseslivet, hyperseksualiteten og humørsvingningerne er de tre store karaktertræk der ændres og at patientens religiøsitet kan virke mærkelig og påtrængende på andre."
Geschwind bemærkede i 1979 at den stigende interesse hosFL-epileptikere af filosofiske, moralske eller religiøse sager er ofte i en slående kontrast til deres uddannelsesbaggrund. Geschwind har i 1977 foreslået at "personligheds forandringen ved FLE kan på en måde godt være den vigtigste tilstand indenfor psykiatrien." Alligevel påstår hverken Geschwind eller nogen andre at disse karaktertræk kun er fundet ved FLE, men hyppigheden i både den enkeltes adfærd eller som en gruppe i FLE er meget speciel. Man vil ikke forvente at alle patienter der lider af FLE, viser alle de mulige symptomer på denne sygdom. Omfanget og sværhedsgraden af den forårsagede hovedskade, eller størrelsen og beliggenheden af en neoplasma vil påvirke udfaldet når man fastslår forskelligheden i patientens symptomer. I Ellen Whites tilfælde ved vi, at hun var bevidstløs i tre uger efter hun beskadigede sit hoved og at hun intet kunde huske i den tid, og efterfølgende kunne hun ikke passe sin skolegang på grund af følelsesmæssige, psykiske og neurologiske symptomer. Det burde ikke overraske at Ellen pådrog sig så mange af de symptomer der er optalt i TLE.
I 1974 udarbejdede Waxman og Geschwind en rapport om (hypergraphia) som de havde set hos syv patienter med TLE:
"De historiske sager som er opsummeret foroven er slående på hver deres måde da der er en ualmindelig tendens hos patienten at skrive ekstremt meget og typisk meget minutiøst. Begge autoriteter har observeret mange andre patienter foruden disse syv som også skrev i en usædvanlig stor grad, og hvor der var bevis for at det var en FL-sygdom. Litteraturen indholder talrige referencer til den detaljerede og omhyggelige måde at tale på, hos FL-epileptikere. Da Kraeplin så tidligt som i 1906 beskrev en patient med psychomotoriske-anfald, noterede han sig at patienten "giver en langtrukken men meget sammenfattet redegørelse for sin tilstand". "Vi tror at den omfangsrige "tvangs-skrivning" som vi har observeret hos FLE patienter, genspejler den sidste dokumenterede fordybelse af følelsesmæssig reaktion hvor der er en relativt bevaret intellektuel funktion tilstede. I denne sammenhæng er det ikke overraskende at nogle FL-patienter, når de taler, bliver beskrevet som omstændige eller pedantiske, eller som værende "klistrede" eller "klæbende".
Den første patient Waxman og Geschwind diskuterede, var en 25 år gammel, højrehåndet kvinde, der var begyndt at få anfald i 10-års alderen og adfærdsvanskeligheder i 15-års alderen. Efter hun var blevet undersøgt og behandlet fortsatte hun med at få anfald og blev en " hengiven kristen og oplevede mindst fem religiøse omvendelser". Det blev fastslået at hendes hjerneskade sad i den højre frontal-lap. Hun oplevede hallucinationer med "blågrønt flammende lys", og viste stor interesse for mystik og især meningen med livet og universets skæbne. Hun klagede også over manglende sex-lyst. Hun brugte adskillelige timer hver dag til at skrive, også poesi, almindeligvis om et moralsk eller filosofisk emne. En sang hun havde lært, kopierede hun flere hundrede gange og hun følte stor trang til at skrive det samme ord igen og igen.
Sachdev og Waxman studerede i 1981 hyppigheden og graden af hypografi ved FLE ved at sende breve ud til alle de patienter der havde været indlagt på og udskrevet fra " the Palo Alto Veterans Administration Medical Center" i årene 1972-1978 med diagnosen epilepsi eller anden "anfalds-sygdom". De blev bedt om at på bedste vis svare på spørgsmål om deres nuværende helbredstilstand, deres forståelse af sygdommen, og hvor meget den havde forandret deres liv.
Dem der havde diagnosen "FLE" svarede med 4200-5540 ord i deres svar. Dem der muligvis kunne diagnosticeres med FLE brugte 120-475 ord, og dem der ikke kunde bevises at have FLE brugte 33-120 ord. Sachdev og Waxman konkluderede at "hypografi er en af de mere synelige egenskaber ved "interictal- adfærds syndromer".
Geschwind opsummerede det han havde fundet som følger:
"Graden af "hypografi hos mange af disse patienter er slående. Disse patienter vil jævnligt skrive opgaver eller prædikener. En patient havde kufferter fyldt med det han havde skrevet. En neurolog i New Zealand blev af en af hans patienter, vist hele tyve bind af hendes håndskrevne værker. Jeg har for nylig mødt en patient der udviklede FLE efter en delvis fjernelse af den ene frontal-lap under fjernelsen af en aneurisme. Han havde aldrig haft intellektuel interesse inden, men efter at han havde fået FLE plagede tanken ham om at hans mission var at skrive noget meget vigtigt."
Spørgsmålet kommer naturligt: Er alle med FLE, hypografiske i en vis grad? Optræder det specielt ved FLE eller findes det også ved andre slags epilepsi? Hermann og hans partnere undersøgte dette i 1983. De så på en gruppe på 138 personer, hvoraf 90 af dem led af FLE, 29 med almindelig epilepsi, og 15 med en blandet slags. Alle disse patienter fik et brev tilsendt magen til det som Sachdev og Waxman havde sendt til deres patienter. De fandt ud af at lige præcis FL-patienter havdeskrevet mange flere tilbagemeldinger end dem uden FLE. Hvis man anser hypografi som et alt eller ingenting- fænomen, da kunde brevets længde fungere som støtte for FLE/hypografi, især da de to længste breve (1176 og 1229 ord) blev skrevet af nogen med FLE. Den gennemsnitlige længde på brevene skrevet af ikke-epileptikere var 371 ord, og for FL 296 ord. ( I de to længste breve fra FLE-gruppe i Sachdev og Waxmans studie var der brugt 5540 og 4200 ord.) Hermann et al., foreslog at videre undersøgelser på dette område ville kunde fastslå hvorvidt hypografi bedst kunde kaldes gradvis eller et "alt eller ingenting"-fænomen.
Trangen til at skrive var tydeligt tilstede hos Ellen G. White. Hun skrev en helt utrolig mængde litteratur, så da hun døde i 1915, indholdt hendes "litterære produktion" over 100.000 sider, rapporterede 4000 artikler i religiøse tidsskrifter. Der er 4812 trykkede sider i hendes "Testemonies" i ni bind, og "Conflict of the Ages"-serien har 3603 sider. Hun skrev desuden mange breve der ikke blev gemt, særlig i de tidlige år af hendes arbejde. Hun skrev også dagbog samt en mere udvidet dagbog.
Ellen begyndte at skrive i 1845. For at kunde nå at skrive 100.000 sider før hendes død i 1915, måtte hun i gennemsnit skrive mindst tre en halv side hver dag i hele hendes liv, rask eller syg, på sabbatter, da hun rejste eller deltog i konferencer.
Begyndelsen i hendes dagbog d. 12 juni 1892 illustrerer hendes voldsomme skrivelyst der var en del af hendes hverdag:
"Artikler jeg har skrevet: Missionsk arbejde, 15 sider brevpapir, A.T Robinson, 13 sider, Syster Ings, 5 sider, Bror Lockwood, 5 sider, Sarah McEnterfer, 2 sider, Ella May og Mable White, 4 sider, Stor mappe til C.H. Jones til at publicere i helseCentre, J.E.White, 12 sider, Sendt til Bror Wessels, 5 brevsider, til E.J. Waggoner til London, til Washburn, England, 1 side."
Dette udgjorde totalt 62 sider foruden den "store mappe" til C.H.Jones. Men vad der er mere betydningsfuldt end den totale mængde hun skrev, var trangen hun havde og hvor presset hun følte sig til at skrive. Dette er allerede fremtrædende i den artikel hun skrev til udgiveren af "Day Star" efter han havde publiceret hendes så kaldte "første syn"d. 20 dec !845. Hun sagde: Mit syn som du publicerede i "Day Star", følte jeg mig forpligtet til at skrive til dig om, uden at ane at du ville offentliggøre det."
"Jeg følte at jeg måtte hvile, men kunde ikke føle mig lettet. Jeg talte til folket i adskillige timer hver uge, og skrev adskillige sider med personlig vidnesbyrd ... Blodet løb til hovedet og var ofte årsag til at jeg mistede balancen og næsten faldt. Jeg havde ofte næseblod, især efter jeg havde anstrengt mig for at skrive. Jeg blev fristet til at lægge mit skriveri på hylden men kunde ikke kaste byrden af ængstelse og ansvar fra mig ... Så jeg skrev en del af det der blev vist mig om instituttet, men kunde ikke få det hele med på grund af blodtrykket i mit hoved. Jeg troede at jeg efter et par dages hvil, kunde genoptage mit skriveri, men til min store sorg fandt jeg ud af at min sindstilstand gjorde det umuligt for mig at skrive. Hele ideen med at skrive erindringer, generelt eller personligt, blev opgivet, og jeg var konstant stresset fordi jeg ikke kunde skrive dem ned". (Testimonies, bind 1, side 576-577)
Gennem hele hendes lange liv forblev denne pligtfølelse, ledsaget af den altid tiltagende følelse af mission og guddommeligt kald, så ofte udtrykt i hendes tekster og bøger. Denne dybe overbevisning om at hun havde en speciel, Gudgiven mission til verden, er beskrevet i følgende af hendes udtalelser:
"Jeg havde ingen anelse om at jeg skulle skrive som jeg har gjort, men Herren har båret mit sind igen og igen indtil du havde det materiale jeg har sendt."
"Om natten giver Herren mig vejledning i symboler, og forklarer derefter hvad de betyder. Han giver mig ordet og jeg tør ikke nægte at give detvidere til folket"
"Gud har givet mig at viderebringe vidnesbyrd til mennesker, som ingen anden har fået, og jeg må bære dette selvom det føles som der var ild i mine knogler."
"Jeg skriver ikke en artikel i avisen der giver udtryk for min egen tro. De er hvad Gud har valgt at vise for mig i et syn."
"I gamle dage talte Gud til mennesket gennem sine profeter og apostle. I
disse dage taler han til dem gennem profetiens ånd."
"Rent fysisk har jeg altid været en skrøbelig skabning, men selv i mine ældre dage bliver Herren ved med at bevæge mig med sin helligånd, til at skrive de vigtigste bøger der nogensinde har fundets i kirken og verden."
I et brev hun skrev til Lucinda Hall d.8 April 1876, sagde hun:
"Jeg har en særlig opgave lige nu nemmelig at nedskrive alt det som Herren har vist mig ... Jeg har følt at jeg må lægge alt andet til side for at få det hele skrevet ned. Jeg har ikke deltaget i møder i to uger. Når Hr. Waggoner og Loughborough er her så lader jeg dem lave alt arbejde og sparer mine egne kræfter kun med et foremål ... at skrive. Jeg har fået en stor opgave og den har været en byrde i min sjæl. Kun Gud ved hvor tung. (Review and Herald, August 16, 1973, p.6)
En anden illustration af hendes trang til at skrive er åbenbar i et brev til George Amadon i 1906:
"Aftenen efter sabbatten trak jeg mig tilbage og sov godt uden smerte og ømhed indtil 22:30. Jeg følte det var umuligt at sove. Jeg havde modtaget en opgave, og jeg bliver sjældent i min seng efter jeg har fået en opgave ... Jeg forlod min seng og skrev i fem timer ligeså hurtigt min pen kunde arbejde."
Arthur White fæstede også opmærksomheden på Ellens omfangsrige skriveri, og trangen til at skrive:
" Skrive, skrive, skrive, jeg føler at jeg må, og ikke nøle", skrev Ellen i 1844. I disse ord er det saglige i hendes vigtigste værker opsummeret ... Hendes barndomsoplevelse og hendes uddannelse var ikke sådanne man umiddelbart ville forbinde med en der har brugt et helt liv som forfatter. Når vi opsummerer denne historie vil vi finde at hun var en omfangsrig skribent. I dag er der 18000 sider i de gængse Ellen G. White bøger. Hvis man tager disse og lægger sammen med det tidligere udgivet, men nu udgåede, har vi sammenlagt 22000 sider. Til dem må vi føje mere end 2000 artikler i forskellige kirkeblade. Disse reducerede bogsider ville give os endnu 12000 sider. Så er der oven i købet mange tusinde sider der p.g.a. deres lokale eller personlige karakter aldrig er blevet udgivet."
Det er allerede blevet nævnt at Geschwind har gjort opmærksom på de dybe filosofiske, moralske og religiøse interesser, den FLE-ramte viser i stærk kontrast til deres baggrund og uddannelse. Når disse bliver kombineret med ustyrlig trang til at skrive, kan fristelsen til at låne materialer fra andre i stort omfang være uimodståelig. Kaldet til at "skrive, skrive, skrive" kan let ændres til "låne, låne, låne". Med kraftige religiøse tvangstanker ville sådan en skribent kunde overbevise sig selv om at det var Gud der hjalp hende med at finde det materiale hun ville kopiere og at hun ganske enkelt bare adlød den guddommelige forpligtelse og havde fået lov af ånden at kopiere tekster fra andre og skrive under med sit eget navn.
Ron Graybill har for nylig diskuteret Ellen Whites udstrakte "plagiering"(kopiering), og han peger også på Ellens trang til at skrive, som en mulig årsag til hendes udstrakte brug af ukendte kilder.
"Når hendes tekster blev mere omfattende, først med sundheds budskabet og senere i historie, fandt Fru White sig i en situation hvor plagiering var svær at undgå. Hendes begrænsede uddannelse kunde ikke forsyne hende med oplysninger om de mange emner, hun prøvede at dække. Ikke desto mindre følte hun sig "bebyrdet til at skrive" "Skulle jeg modstå denne påvirkning til at skrive, når jeg føler mig så bebyrdet?" spurgte hun. "Jeg må adlyde Helligånden, eller trække mig helt tilbage og ikke have nogen forbindelse med arbejdet. Jeg tager ikke selv æren for de artikler jeg har skrevet i aviserne eller de bøger jeg har fået udgivet". hun sagde. Selvfølgelig kan jeg ikke være ophavsmand til dem. Jeg har modtaget lys i de seneste 40-50 år, og jeg har givet det lys jeg har fået fra himlen, videre til folket". Denne stærke selvsikkerhed som en inspireret skribent, kan have gjort det svært for hende at se hvor meget hun var afhængig af andre autoriteter, for at kunde skrive. Hun kunde knapt nok have bemærket hvordan i den grad hendes drømme og syner var formet efter hendes skrifter. Men hun kom til at tro at den oprindelige kilde til det hun skrev, var hendes åbenbaringer.
Hvor meget kopierede Ellen? Åbenbart er der ikke nogen der ved det præcis, men det er helt klart meget. Siden 1887, da Canright første gang blev opmærksom på hendes plagiering har William Peterson, Ingemar Linden, Ronald Numbers, Jonathan Butler, Don MacAdams, Walter Rea, Warren H. Johns, Ron Graybill og andre, tilføjet de tiltagende beviser af hendes livslange avhængighed af navnløse kilder.
Robert W. Olson forklarede i "the Adventist Review" d.23 februar 1984, at "sandsynligvis var 50% eller mere af materialet i bogen "Den store strid"[The Great Controversy], taget fra andre kilder. Kun en fortsat undersøgelse vil kunde fastslå hvor meget mere end 50% der faktisk blev kopieret fra andre autoriteter, i denne bog af Ellen. Nogen mener at det kan være så mange som 90%, men det er sandsynligvis ikke så vigtigt om det er 50 eller 90% der er lånt. Ellen måtte bare skrive og for at producere den mængde som hun gjorde havde hun ikke noget valg men måtte kopiere fra andre. Dette arbejde gjorde hun, ved hjælp af hendes sekretærer, meget godt.
Ellens litterære lån lader til at have begyndt i forbindelse med hendes første artikkel i "Day Star", publiceret d. 24. januar 1846 hvor hun udtalte sig om hendes første så kaldte første syn i december 1844. Åbenbart havde hun foran sig brochuren "Den kristne erfaring af William E. Foy", der var publiceret og "under ophavsret" i 1845. Hendes taknemmelighed til Foyer er åbenbar adskillige steder i hendes artikel, men det mest interessante sted er hvor Foys ledsager siger: "Den der spiser af dette træs frugt vender ikke mere tilbage til jorden". I Ellens tilfælde er det Jesus der siger: "Den der spiser af dette lands frugt vender ikke mere tilbage til jorden."129
Nogle af de tidligt observerede egenskaber hos FL-epeleptikere er at de er ihærdige, "klæbende eller klistrende" - en form for automatisme der kan ses både ved tale og skrift, hvor vedkommende gentager ord, fraser og sætninger, eller, som Fenton forklarede det: "en tendens til at holde fast ved enhver tanke, følelse og hændelse". For eksempel var der mange der så på, når Ellen White havde et syn, der sagde at hun ofte udråbte, "glory, glory, glory" (hellig, hellig, hellig) i starten af et syn. Daly beskriver et tilfælde rapporteret af Penfield og Jasper, med en dreng der "i begyndelsen af et anfald hørte en stemme der sagde: "Sylvere, Sylvere, Sylvere"-patientens fornavn. Man havde hørt en 45 år gammel mand sige:"Mor, Mor, Mor", Og en anerkendt agnostiker råbte gentagne gange: "Gud, Gud, - oh min Gud". Det ville være nemt for Ellens underbevidsthed at vælge at gentage " glory, glory, glory" fordi ordet "glory" var meget brugt ved de metodistmøder hun kom til, i løbet af hendes opvækst.
Ellen brugte denne gentagelse af ord i hendes første udgivelse da hun som 18-årig gentog ordet "jeg så", 16 gange. I et andet bidrag til den samme tidsskrift, brugte hun "jeg så " 13 gange. To måneder efter dette, i en artikel i "The little remnant scattered abroad" brugte hun ordet "jeg så" 35 gange. Gentagelsen af dette emne, bliver mere og mere påfaldende i Ellens skrifter, indtil hver sætning, på nogen sider, begynder med disse ord. Det er også set i en artikel af hende i 1849 i "Present Truth", hvor hun i tretten sætninger bruger ordende "jeg så" eller "det blev vist mig", elleve gange.
I mange andre sætninger, i starten eller indbagt i teksten, afsløres den samme gentagelse af ord - såsom "dem" og "dig". I alle hendes tidligere udgivelser, kan dette tydeligt ses, specielt i "Testemonies" (Vejledning til menigheden) og anden del af "Spiritual Gifts" (Åndelige gaver). I senere udgivelser af hendes skrifter blev de fleste gentagelser såsom "jeg så" og "der blev vist mig", helt fjernet. Måske har den hyppige brug af "jeg så" i starten blevet set som bevis på hendes guddommelige inspiration. Som tiden gik blev gentagelserne efterhånden reduceret af udgiverne, men aldrig helt fjernet.
Ellens søn "W. C. White" var enig i at i de oprindelige manuskripter ... "var der sådanne gentagelser", og Ellen skrev i 1906:
"Da min mand levede var han både min hjælper og rådgiver. De instruktioner jeg modtog i mine syner, skrev jeg trofast ned ... bagefter kiggede vi på materialet sammen, min mand rettede ord og fjernede unødvendige gentagelser."
Senere blev sekretæren bedt om at udelade "det der kun var unødvendige gentagelser". Arthur White mente også at "der i nogle originale manuskripter var mange gentagelser når Ellen var bebyrdet med mange gøremål og forpligtelser"
Mange gentagelser der ikke var så tvivlsomme som "jeg så" forblev i hendes senere værker. specielt udpræget er de tilfælle hvor hun gentager hvad andre sagde eller skrev, med sin egen måde at gentage det på. For ex. "engelen sagde: "Be ye clean that bear the vessels of the lord". Be ye clean that bear the vessels of the lord".
Ellen havde to syner d.5 jan. 1849, i Rocky Hill, Conecticut. I det andet syn så hun fire engle på vej mod jorden, med en særlig opgave. Jesus kiggede medlidende på de mennesker der var tilbage ... løftede hans hænder, og med en stemme fyldt med medlidenhed græd han: Mit blod, Fader, mit blod, mit blod, mit blod ... Derefter så jeg en engel ... han græd med en høj stemme: holdt, holdt, holdt, holdt". Det samme år skrev hun også: "Jeg hørte en engel sige " sæt farten op, budbringere, sæt farten op, budbringere." Et år senere citerede hun en engels spørgsmål: "kan de komme til himmelen? En anden engel svarede: Nej, aldrig, aldrig, aldrig."
Ellens referat af et syn d. 14. marts, 1852 i Ballston omhandler følgende:
"Hvis synderne ikke går forud for dom, vil de aldrig komme dertil. Dit folk, dit folk, dit folk, dit folk er ikke rede, ikke rede, ikke rede. Til den tid vil en synd knuse sjælen. Himlen vil ikke svare. Den tid vil være en prøvelse for mennesket. Der vil opstå forvirring og deres ønsker vil ikke blive imødekommet. Kan du ikke se det? ... Vær rede, vær rede, vær rede. Næsten overstået ... Jeg ser, jeg ser dem der har ofret denne udmærkede gave for at opnå det ... Hjælp børnene til at være rede, noget må der gøres. Selv! Selv! Oh Jesus, hav medlidenhed og tilgiv dine vildfarede børn."
I 1852 i Vergennes, sagde Ellen om sin mand: "Guds kraft kom til ham ... han sagde, jeg håber det går væk i Guds navn, Jeg håber det går væk."
I Ellens "Sutton-syn" i 1850 har vi følgende eksempel:
" Jeg så at vi må drikke dybt, dybt fra springvandet. Jeg så at bror Bates må være åben til at fremføre et vigtigt punkt når det klare lys skinner. Jeg så at vi må ligne Jesus mere ... Derefter så jeg James og bror Bates: Engelen sagde, pres sammen, pres sammen, hyrder når jeres får spredes. Elsk hinanden som jeg har elsket jer. Svøm, svøm, svøm, kast dig ned, ned, ned i Guds lovs ocean. Jeg så at vi må overvinde..."
I Battle Creek, 3 jan. 1875, rapporterede W. C. White om et syn Ellen havde, der viste nogle af de almindelige træk ved FL-anfald, gentagelser inkluderet. Hun havde haft influenza og sad i en stor lænestol, pakket varmt ind i tæpper.
"da begyndte Mor at bede, og med en hæs, anstrengt stemme, udtalte hun to eller tre sætninger i bøn. Pludselig blev hendes stemme ren og musikalsk og vi hørte et højt råb: "Glory to God"! Vi så allesammen op og så at hun havde et syn. Hun havde armene korslagt over sit bryst, hun stirrede opad og hendes mund var lukket. Hun trak ikke vejret, alligevel fortsatte hjertet med at slå. Da hun stod der og stirrede opad, fik hun pludselig et bekymret blik i øjnene. Hun kastede hendes tæpper tilside og rejste sig op, gik rundt i rummet med drejende hænder, hun jamrede: Mørkt, mørkt, alt er mørkt, meget mørkt. Så var der stille et øjeblik, hvorefter hun udråbte med lysnende ansigtsudtryk: Et lys, et lille lys, mere lys, meget lys! ... Efter hendes udråb angående lyset, satte hun sig ned i stolen igen."
I 1868 skrev hun: "Han vil ikke godtage et halvt offer. Alt,alt, alt er Guds". I bogen "Early Writings" (Budskaber til menigheden) skrev hun: "Engelen sagde: vær rede, vær rede, vær rede, Eder vil dø en større død for verden end eder nogensinde har gjort".
Det er tydeligt at ordene som englen og Jesus udtaler, bliver formuleret på Ellens gentagende måde. FLEs "klæbende" måde. I nogle bøger, såsom den seneste udgave af "Den Store Strid" eller efterfølgende bøger som "Desire of Ages og Acts of the Apostels" i hvilke der er så meget materiale fra andre forfattere og som blev godt udgivet, der kan man forvente at se en lille smule af hendes karakteristiske måde at gentage sig selv på, men nogle af beviserne forbliver skjulte.
I slutningen af hendes ophold i Australien havde Ellen et syn som hun fortalte G. B. Starr om:
"Jeg var lysvågen ligesom nu, og der viste sig en karet af guld med heste af sølv henover mig, og Jesus, i kongelig majestæt, sad inde i kareten ... Så kom ordene rullende henover skyerne fra kareten, fra Jesu læber: "Fannie Bolton er din fjende, Fannie Bolton er din Fjende,". Dette blev gentaget tre gange. "Ja", sagde søster White," jeg havde det samme syn for syv år siden, da min niece arbejdede for mig".
Hun gentog også, "Slæb, slæb, slæb, slæb", i et brev fra Australien i 1892. Alligevel skrev hun senere: " Jeg har modtaget et brev fra Daniell angående erhvervelsen af en anden kontorbygning for "Reweiw and Herald". Mit svar er: Nej, nej, nej! Det var tidligt i december 1914 da hun vidnede om stemmer i nattetimerne, der råbte: "fremad, fremad, fremad, pres striden mod porten".
I 1901 sagde Ellen: "Gud forbyde, Gud forbyde brødre". I et brev 1904 skrev hun: " gør dig fri, gør dig fri er min besked". Daniels første kapitel ... læs det, læs det og når du læser det, bliv klog, ikke i dine egne øjne men klog som Daniel." De store vanskeligheder der har været i Battle Creek ville ikke have været. Den store mangel på enighed ville ikke have været der. I et brev hun skrev til A.G.Daniells og W. W. Prescott 20 Maj 1904, fortæller hun at Kristus siger:" Enighed, enighed, enighed i perfekt harmoni".
Horace Shaw, inkluderede i sin doktorafhandling i 1959, resultaterne af et spørgeskema som han havde sendt ud til dem der kunde have kendt Ellen personligt. En af de tilbagemeldende fortalte om et møde hun havde deltaget i, hvor Ellen talte. "Efter noget der lignede en afsluttende formaning, tøvede hun et øjeblik og sagde derefter: "Vær forstandige, vær forstandige, vær forstandige!
Det karakteristiske træk i Ellen G. Whites tekster inkluderer hypermoralisme, mådeholdenhed, mangel på humoristisk sans og mangfoldige formaninger. Dette er især tydeligt i skrifter der var rettet til hendes søstre og brødre i menigheden. Et typisk eksempel på dette finder vi i et brev skrevet til "kære søster E. i 1873:
"Der er blevet vist mig at du behøver en grundig omvendelse. Du er i øjeblikket ikke på den rette vej til at modtage den fred og lykke, som en ægte ydmyg, korsbærende troende vil være sikker på at modtage ... Du har et egoistisk sind ... Du tænker først og fremmest på dig selv og på dine egne fornøjelser ... Du forsømmer at med glæde engagere dig i det arbejde, Gud har givet dig at gøre. Du overser de almindelige, enkle pligter der er lige foran dig. Du læser ikke for at gøre andre mennesker glade...Du giver efter for dagdrømmerier...som du må skille dig af med. Du forbedres ikke så hurtigt som det er muligt, og som du skal ... Du har været en sky og en skygge i familien. Du har ikke haft Guds yndest i dit hjerte. Du elsker at tænke og tale om unge mænd. Du tolker deres høflighed som om det er specielt afset til dig...Du smigrer dig selv. En reformation må påbegyndes i din faders familie. Du bærer aftryk af din Faders karakter. Du burde stræbe efter at undgå hans vildfarelser og ekstremer ... Du elsker ikke børn. Faktisk elsker du ikke noget der kræver en fast, alvorlig og ihærdig anstrengelse."
I dette syv-sider lange brev, begynder 75 sætninger med "du", og yderligere 115 gange bliver "du" brugt midt i en sætning. Dette er et eksempel på den fordømmelse og hypermoralisme der bliver set hos FL-epileptikere, og som så ofte viser sig i Ellens skrifter.
Hypermoralisme og hyperetik hos FLE-patienter er stærkt relateret til deres mangel på humor, deres "klæbrighed", opmærksomhed på detaljer, og selvkritik. Waxman og Geschwind skrev i 1975:
"Der er ofte en slående optagethed af detaljer, specielt med hensyn til moralske og etiske sager eller begge. Der findes ikke bagateller for disse patienter ... optagelse af detaljer og klarhed og en grundig sans for retfærdighed er tydelig i mange af vore patienters tale."
Andre forskere har beskrevet dette fænomen:
"Alle hændelser er alvorlige for disse patienter. De kan blive overdrevet bekymrede i moralske sager og involverer sig selv i hvad der er rigtigt og forkert i nogle ganske kedlige sager ... Man skal være opmærksom på rigtigt og forkert på alle punkter og i alle forgreninger. Der bliver ikke taget let på noget. Disse patienter kan godt have en langsom tale, og føler ofte trang til at nedfælde deres tanker i lange breve. De synes at være helt uden humor."
FL-epileptikere synes at være, ikke kun hyper-etiske men også hyper-religiøse. For dem kan selv menighedens præst mangle dyb religiøs overbevisning. Disse grundlæggende sager, tæller for en fordybelse af en følelsesmæssig respons, med overvægt på god og djævelsk, rigtig og forkert.
At have stærke følelser for moralske og etiske spørgsmål, er jo nok en eftertragtet evne. Hvordan denne evne derimod, bliver udført og udtrykt, er betydningsfuld mht. FLE-patienter. Det er den overdrevne bekymring og de trivielle spørgsmål, besættelsen af moralske spørgsmål, manglen på forståelse og tolerance med forskellige meninger og til sidst bedømmelsen og fordømmelsen af dem der er anderledes, der skiller disse patienter ad. Dette følges ofte ad med en følelse af Guddommelig mission og autoritet. De er blevet kaldt "ubøjelige", og det er ikke sandsynligt at de ændrer deres indstilling.
Som Beard har pointeret er der en langsommelighed, langtrukkethed og sløvhed i disse patienter, tilligemed egocentrering, glatte udtalelser og klæbrighed.
Ellens hypermoralisme bliver her belyst i hendes udtalelse om påklædning:
"Der blev vist mig at nogle af Guds folk prøver at efterligne verdens mode, og vil snart miste deres specielle, hellige karaktær, der burde være deres kendetegn som Guds folk. Jeg blev vist Guds folk tilbage i gamle dage, og skulle så sammenligne deres klædning med disse sidste dages mode. Hvilken forskel! Hvilken forandring! Dengang var kvinderne ikke så dristige som de er nu. Da de skulle ud blandt folk dækkede de deres ansigt til med et slør. I disse sidste dage er moden skamfuld og uanstændig ... De små hatte, der viser både ansigtet og hovedet er ikke anstændige ... Ung eller gammel, Gud har nu sat dig på prøve. Du bestemmer selv din evige skæbne. Din stolthed, din lyst til at følge verdens mode er lagt på vægten og det ondes vægt er frygtløs imod dig. Mange af dem jeg så, roste sig selv med at være gode kristne men har ikke en eneste stråle af lys fra Jesus ... Jeg så at Herren i himlen var ved at slibe sit sværd for at udrydde dem."
Angående legende børn på sabbatten havde hun dette råd:
"Forældre, vigtigst af alt, tag vare på jeres børn på sabbatten. Tillad ikke at de krænker Guds hellige dag ved at lege inde i huset eller udenfor. Du kan ligesågodt bryde sabbatten selv ved at lade dem gøre det, og når du lader dine børn rende rundt, og du lader dem lege på sabbatten, da ser Gud på dig som lovovertrædere."
(Hun skrev også:)
" Jeg har længe tænkt på at jeg vil tale til mine søstre og fortælle dem, at ud fra det Gud har vist mig fra tid til anden, er der en stor fejl ved dem ... Deres ord er ikke så udsøgte og velvalgte som de burde være hos kvinder som har modtaget Guds yndest. De er alt for familiære med brødrene. De dvæler omkring dem, læner sig op imod dem og lader til at vælge deres selskab. De er meget taknemmelige for deres opmærksomhed. Det lys Gud har givet mig viser at vores søstre skal ændre deres færden. De bør være mere reserverede, være mindre dristige og opmuntre sig selv til at se ydmyge ud og være mådeholdne. Både brødre og søstre hengiver sig til alt for meget munter tale når de er i hinandens selskab. Kvinder der udgiver sig for at være troende, hengiver sig til alt for meget spøg, skæmt og latter."
"Ingen ubetydelig, almindelig samtale bør finde sted. Gud kan se alle de skjulte ting her i livet."
"Jeg har set at de der oprigtigt følger Jesus, ikke vil deltage i picnics, doneringer, shows og andre fornøjelser."
"Hos mange unge piger er drengene det store samtaleemne, og hos de unge mænd er det pigerne ... De taler om de ting som optager deres sind mest. Englen der optager, noterer de såkaldte kristne drenge og pigers ord ned."
"Spøg og sjov og værdslige samtaler, hører verden til. Den åbne forbindelse mellem Gud og hans sjæl ... vil ikke forårsage letsindighed eller det mindste smil, men vil gøre sindet højtideligt."
"Søstre, I må ikke spøge med jeres påklædning og med Gud. Jeg har set at hovedårsagen til jeres frafald er jeres kærlighed til kjoler ... Og i finder jer selv næsten uden en glød af Guds kærlighed i jeres hjerte. Jeg har set at vores kirkes regler er meget mangelfulde. Al stolt fremvisning af kjoler, der er forbudt i Guds verden burde være en tilstrækkelig grund til mere disciplin i kirken.
"Hvis vi ikke gør dette vil vore kirker snart være helt demoraliserede."
Måske var der sammenhæng mellem hendes modstand mod værdslig tale, og hendes advarsler mod eventyr og læsning af opdigtede historier.
"Kære broder E: Jeg blev meget forbavset da jeg læste din anbefaling af "onkel Toms hytte", "Robinson Cruse" og andre lignende bøger. Du er ved at være noget uforsigtig i din litteratur ... Jeg har gentagne gange set vor ondt det er at læse sådanne bøger."
Ellen følte sig også forpligtet til at advare imod at Cykle, spille tennis og cricket:
"Jeg så ting iblandt vores folk som ikke var i overensstemmelse med deres tro. Der lod til at være en kærlighed til at cykle. Penge blev brugt til at tilfredsstille en interesse i denne retning, som bedre, meget bedre, kunde have været brugt til at investere i kirker. Der var en ufredens ånd og strid mellem dem, om hvem der var den bedste. Ånden var den samme som den der viser sig ved baseball kampene på skolegården. Min ledsager sagde: "Disse ting er anstødelige for Gud."
Hun skrev også:
Syner blev givet mig, i hvilke studenter spillede tennis og kricket. Derefter blev det givet mig instrukser vedrørende denne underholdnings karakter. De blev præsenteret for mig som en slags afgudsdyrkelse, ligesom nationernes afguder ... Guds engle ... skammede sig over at sådan en opførsel forekom blandt dem der kalder sig Guds børn.
Med hensyn til de frygtelige konsekvenser som Ellen tilskriver masturbation, truede hun dem der brugte hårpynt med lignende, rædselsfulde resultater:
"Moden fylder kvindernes hoveder med kunstige bånd og puder...opvarmer og ophidser rygmarvscentret i hjernen. Blodets bevægelse i de nedre regioner, eller de animalske instinkter, forårsager en unaturlig aktivitet og en tendens til moralsk hensynsløshed, og sindet og hjertet er i fare for at blive fordærvet. Da de dyriske organer bliver ophidsede og styrkede, bliver moralen svag. De moralske og intellektuelle kræfter i sindet, bliver de tjenere af dyret. Mange har mistet deres sunde fornuft og bliver håbløst sindssyge, ved at følge denne akavede mode:"
Hyposeksualitet har vist sig at være et ofte forekommende symptom ved FLE. Walker og Blumer udtalte at sådan en anderledes seksualitet er en ... undertrykt seksuelle oplevelse, ikke kun et svagt genetisk udtryk. Et individ der udvikler epilepsi før puberteten, vil muligvis aldrig opleve psykoseskuelle erfaringer. Blumer har peget på at både hyposeksualitet og klæbrighed er normal adfærd ved FLE, og bliver tydelige omkring to år efter epilepsien starter.
Sådan en hyposeksualitet er blevet udelukket hos FLE-patienter ved kirurgisk indgreb i de involverede steder i frontallappen. Frigiditet eller lav seksualdrift er symptomer i hyposeksualitet. Shukla et all rapporterede at hyposeksualitet åbenbart er unikt forbundet med FLE ( sammenlignet med almindelig epilepsi), og at disse patienter overhovedet ikke tog sig af det. I Shuklas studie, var 28 ud af 44 patienter hyperseksuelle. 64% af de kvindelige patienter var hyperseksuelle og " tog kun del i seksuelle aktiviteter efter gentagen efterspørgsel fra deres mand." Shukla raporterer også at ud af Gastaut og Colombs patienter, var to tredjedele hyposeksuelle.
Når vi studerer Ellen White i forbindelse med hyposeksualitet, må vi huske at hendes uheld skete da hun var ni år, sandsynligvis før hun kom i puberteten. Hun blev gift da hun var atten, fik fire sønner, blev enke da hun var 53 år gammel. Ellen giftede sig ikke igen og døde da hun var 87 år gammel.
Ellen skrev meget om forholdet mellem kønnene og om seksualitet. Hendes råd til de meget unge, hentyder til en fare ved at tillade børn af forskelligt køn, at være sammen. Dette råd lader til at være motiveret af hendes frygt for at disse børn bliver seksuelt stimulerede og bliver offer for den skæbnesvangre lyst til at masturbere.
"Dette er en hurtig tidsalder. Små drenge og piger begynder at blive interesserede af hinanden når de stadig burde opholde sig i børneværelset, og lære blufærdighed og god opførsel. Hvad er resultatet af denne almindelige forvirring? Øger det kyskheden hos de unge? Nej, slet ikke! Det øger den første lystfyldte hengivelse. Efter sådan et møde er de unge forvirrede af djævelen og hengiver sig selv til deres onde lyster."
Ellen gav følgende råd til en voksen:
" Du er faldt for den sørgelige vildfarelse der er så udbredt i denne degenererede tid, specielt hos kvinder. Du er alt for tiltrukket af det modsatte køn. Du lader til at vide ualmindeligt meget om forventede giftermål, og du taler og skriver om disse ting. Dette vil bare gøre skade på din sjæl ... Du har gjort stor uret over for dig selv ved at tillade dit sind og din tale, dvæle ved kærlighed og ægteskab."
"Mange forældrer skaffer sig ikke den nødvendige viden som de burte have i et ægteskab. De er blevet forenet i ægteskabet af eget valg, og tror derfor at ægteskabet retfærdiggør tilfredsstillelse af foragtelig hengivelse. Ikke engang mænd og kvinder der siges at være kristne, kan tøjle sine lystfyldte hengivelser, og tror ikke at de skal stå til regnskab overfor Gud, for deres forbrug af vital energi, der gør deres livskraft svag og nedbryder hele "organismen".
Ellen fortsatte hendes råd:
"Lad den kristne hustru afstå fra, både i ord og handling, at ægge hendes mands dyriske lyster. Mange har slet ingen kræfter at spilde på dette. I deres ungdom har de afkræftet deres hjerne og undergravet forordninger, p.g.a tilfredsstillelse af de dyriske lyster."
Ellens skrækindjagende beskrivelse af følgerne af masturbation, blev måske inspirerede af hendes egen hyposeksualitet, og ved at samtidig læse om emnet.
"Kvinder har mindre livskraft end det modsatte køn...Resultat af selvbesmittelse hos dem kan ses i forskellige sygdomme ... såsom, hukommelsestab, dårligt syn, svaghed i ryg og lænd, indvirkning på rygraden, hovedet går i forfald indefra. En kræftartet tumor, der kan opholde sig i systemet hele deres liv, bliver ophidset, og påbegynder dets fortærende, nedbrydende arbejde. Sindet bliver ofte fulkommen ødelagt, og man bliver sindsyg."
Ellen udtalte at hendes tidlige ulykke hindrede hende i at vide noget om disse skjulte sager. (Bemærkning: For de "uvidende" er den grundlæggende teori vedrørende livskraft sådan, at man påbegynder sit liv med en vis portion livskraft, "og bruger den kraft langsomt eller hurtigt - jo hurtigere man bruger den desto hurtigere bliver det opbrugt - med død til følge.")
Et andet sted tilføjer hun: "Ensomhedens last slår tusinder og titusinder ihjel."
Ellen følte sig også fri til at rådgive missionærer til ikke at få børn imens de var ude og missionere:
"Jeg så at bror og søster V__ har afveget fra Guds råd om at sætte børn til verden. Gud behøver alle dem der er, til at arbejde for Mesteren, men fjenden er kommet ind, og hans råd bliver fulgt ... Da jeg hørte at i snart skal have familieforøgelse, vidste jeg at I ikke gjorde Guds vilje, men følger blot jeres egen lyst ... Tiden er kommet da, i nogen forstand; dem der har en kone vil være som ugift. Jeg væmmes ved vores præsters og arbejderes færden. De lader til at tro at det vigtigste i vores arbejde, først og fremmest er at sætte så mange børn til verden som muligt."
Ellen var uden tvivl en meget religiøs kvinde. Hvad man ikke så ofte lægger mærke til er skrøbeligheden i hendes religiøse erfaring og hendes depressive perioder med tvivl og desperation, der før eller siden blev efterfulgt af fornyet tro og mod. Ellen talte åbent om disse episoder, der opstod i perioder i det meste af hendes liv. Hurst og Beard henledte i 1970 opmærksomheden på hyppigheden af religiøse kriser og omvendelser hos FL-epileptikere.
Tilstande betegnet som " pseudoepilepsi" (uægte epilepsi) og "uægte anfald" kan forveksles med "Partial Complex-anfald". Disse includerer hysteri, reaktioner på omvendelse, narkolepsi, besvimelse, hyperventilation og andet. Hvis vedkommende er ved bevidsthed under disse erfaringer, er det ikke epilepsi. Psykogenetiske reaktioner, der viser sig i intens religiøs ophidselse, fremmer udviklingen af hysteri. I vækkelses møderne, der var meget populære i de første år af Ellens visionære erfaringer, så man ofte mænd og kvinder, der faldt ned fra deres stole, bad om nåde, skreg i smerte, og besvimede. Hysteriske anfald opleves kun når der er nogen til at se på. Nye undersøgelser viser også at nogen individer der påstår, at de er ofre for meget følelsesladede eller paranormale oplevelser, kan lide af "frontallap dysfunktion" som åbenbart er arvelig. Patienter med FLE-anfald kan også få hysteriske anfald.
Det er blevet foreslået at hvis grunden til hendes syner er en "skade" i hendes frontal-lap, vil sådan en forklaring forsømme at tage de følelsesmæssige, kulturelle og fysiske faktorer med, der kan være årsag til hendes trancer og har vist sig for andre mennesker før i tiden. Sådanne spørgsmål overskygger det faktum at en FL-epileptiker deltager i de visionære erfaringer der bebyrder ham, med hele hans psykiske, intellektuelle, følelsesmæssige, religiøse og kulturelle kraft - i hvilke alle forgangne og nuværende påvirkninger er en del. Synerne opleves ikke udenfor personen, de bliver produceret af og i personen - også effekten af hvilken som helst "malfunktion" der måtte være der.
Ellen G. Whites syner og hendes karakteristiske opførsel er blevet undersøgt ud fra almindelig klinisk viden. Ud fra denne oversigt kan man drage følgende konklusioner:
1. Ellen var en sund og normal pige, både psykisk og fysisk, indtil en alder af ni år da hun blev ramt af en sten, i området omkring næsen. Hun var bevidstløs i tre uger og der var tegn på en svær hjerneskade. Det var ikke muligt for hende at huske noget omkring ulykken, eller dets eftervirkninger. Typen og stedet for skaden, og den efterfølgende tid med bevidstløshed og hukommelsestab, gør det sandsynligt at hun med tiden ville udvikle epileptiske anfald.
2. Hendes drømme og syner begyndte da hun var femten år, ca. seks år efter ulykken, og de fortsatte hele resten af hendes liv. Når man sammenligner Ellens syner med anfaldene ved FLE, finder man at de er typiske PC-anfald.
3. Derefter bliver hendes måde at opføre sig på, sammenlignet med dem der har FLE, og de er fuldstændig ens. Noget der også blev diskuteret var den "selverkendte" trang Ellen havde til at skrive, som kulminerede med sådan en mængde bøger, få nogensinde har opnået at skrive. Ellens vane med frit at låne fra andre autoriteter uden at give dem den fortjente ære, kan måske også til dels forklares med denne intense trang til at skrive, og hendes egen begrænsede uddannelse, der stoppede efter tre år. Det at hun lånte af andre gjorde det muligt for hende at inkludere det hun ikke selv kunde frembringe. Tanken om derimod, at hun ikke vidste at litterære kilder skulle gøres kendt, synes svært at opretholde, siden nogle af dem hun lånte fra, også i de tidlige skrifter, var meget nøje med at opgive deres kilder ved hvert citat. Dette kunde tydeligt ses i J.N.Andrews værker, som hun tidligt lånte af.
4. Ellen havde et andet af de epileptiske karaktertræk, der selv i dag er meget synlige i hendes skrifter, og også var tilstede i hendes tale, navnlig en tendens til at gentage ord, sætninger eller tanker og gentage disse i rækkefølge - en klæbrighed. Dette er mest tydeligt hvor enkelte ord bliver gentaget, ligesom sætningen tilskrevet Kristus: "Mit blod, Fader, mit blod, mit blod", eller når englen siger:"aldrig, aldrig, aldrig", eller når hun siger: "skriv, skriv, skriv, skriv", eller " mørkt, mørkt, alt er mørkt, så mørkt", eller " alt, alt, alt, er Guds". Denne repetition dukker op i næsten alle Ellens skrifter på den ene eller den anden måde, ligesom det gør når andre FL-epileptiker skriver. Som vi har vist, har redigeringen af hendes senere værker fjernet mange af disse gentagelser, men ikke alle. Mest slående var hendes brug af ordene "jeg så", og nogen steder begyndte alle sætninger med denne repeterende begyndelse.
5. Hendes skrifter og tale har andre karekteristiske træk der er almindelige ved denne form for epilepsi, for.ex. var hun humorforladt, mådefuld, mistænksom på andres motiver, møjsommelig, hyper-moralsk og hyper-etisk. Hendes skrifter indholder lange beskrivelser på andres fejl og mangler, og overfortolkning af egne kirkemedlemmers væremåde og ord, efterfulgt af fordømmelse. Dette førte til at hun syntes at hendes værker og budskaber var meget betydningsfulde, og der var skrækkelige konsekvenser af at ignorere hendes råd. Hendes hyper-etiske krav indbefattede bl.a. at børn ikke måtte lege på sabbatten, man skulle gå i en bestemt slags tøj og forbud imod tennis, baseball, cricket og at cykle. Ellens karakteristiske tankegang og fordømmelse der formodentlig kan tilskrives bivirkninger af hendes hovedlæsion, har været ubegribelige og fremmedgørende for mange medlemmer i hendes kirke. En ny udtalelse angående denne sag, gentager hvad andre før har sagt:
" ... Hvor meget af det kyniske og troløse som vi ser i kirken i dag, kunde have været undgået, hvis der igennem samfundets historie havde været lidt mere tillid til medlemmernes evne til at håndtere sandheden om Ellen Whites inspiration og arbejde?
Hvis man havde afsløret mere af sandheden tidligere havde det uden tvivl forårsaget megen smerte, men ville det ikke have været at foretrække, for splittelsen ved at tvinge det ud i en atmosfære af bitter uenighed. Og ville mange, der i dag er desillusioneret, i stedet have en stærk tro på Ellens gave og modtagelige for hendes budskaber, hvis der havde været mere åbenhed omkring det? Selvfølgelig er fortidens håndbevægelser ikke pointen. Heller ikke foragt for samvittighedsfulde kirkeledere, der gjorde vad de mente var bedst. Spørgsmålet er: Har menighederne i dag lært noget af dette?
I 1977 skrev Poul B. Ricchiuti følgende:
"Men som 1800-tallet udvikledes, var der en underlig slags uvirkelighed der omgav hende, løftede hende op og placerede hende udenfor trosfællers rækkevidde. Navnet, Ellen White, blev et mysterium, fordi folk ikke så hende som et almindeligt levende menneske. Ellen havde blevet et forebillede for dem, og var ved at blive en legende. hun var selv klar over dette, men kunde ikke stoppe det, selv om hun ville. Disse velmenende men forvirrede mennesker, trak et slør henover den rigtige Ellen White.Og da de en gang i mellem trak det til side, sad "søster White" som en hellig statue med bog i hånden og Guds dømmende ild i sine øjne."
I dag kan denne legende beskrives med tre ord, og disse tre ord er blevet et "spanskrør" i hænderne på utallige forældre og lærer i adventkirken.
Disse fraser, sagde søster White, har påbegyndt en brændende modstand i hjertet på tusindvis af adventister, specielt blandt de unge. Denne katastrofe er i virkeligheden et meget effektivt redskab, opfundet af satan selv, for at ødelægge kirken indefra.
Ellens værker og ord, hendes skrifter og handlinger, er alle blevet brugt som piske og kæppe over hovedet på ældre og unge.
Der har været perioder med diskussioner og kriser vedrørende Ellens betydning, stilling og autoritet i hendes menighed, og dette har fortsat indtil nu. Ellen har sandsynligvis i alle hendes skrifter prøvet at presentere vad hun troede var opbyggende sandhed, men hun skrev stadig som en FL-epileptiker med en meget begrænset uddannelse og som et barn af sin tid.
Der var ting som Ellen skrev som tydeligt viste dette, såsom hendes påstand om at svinekøds-spisning fårårsager spedalskhed, at jordskælv forårsages af brændende underjordisk kul og olie, at man bliver sindsyg af at bære paryk og at en blanding af menneske og dyr kan ses i nogle menneskeracer.
Ellen White-obduktion? |
|
Følgende ordveksling foregik på en videooptagelse under et båndet interview med Ellen Whites børnebørn, Arthur White and Grace Jacques, optaget af James Nix, assisterende sekretær i the White Estate og direktør i the White Estate branch i Loma Linda University Heritage Room: NIX: Ved du hvorfor Ellen White ikke blev begravet med det samme dengang, [i 1915]? WHITE: Dette er noget jeg ved meget lidt om. Jeg har først for nogle få år siden fået at vide at kisten ikke kom i jorden med det samme. Hun blev holdt tilbage en tid, og Edson spurgte på et senere tidspunkt om han måtte se hende i kisten. Jeg ved ikke hvorfor. Der var nogen der fortalte skrækhistorier om at Dr. Kellog ville grave hende op og få hendes hjerne undersøgt. De var nogen der snakkede om det. JACQUES: Det kan jeg godt huske. WHITE: Og det kunne da godt være tilfældet; Hvis der har været en grund har det nok været den. Jeg har hørt folk snakke, men jeg har ingen beviser - sådanne beviser som jeg godt ville have haft - Jim (til at underbygge [det]). Og med denne mangel på bevismateriale har jeg ikke lyst til at tale om det. Men der forefindes korrespondance der tyder på at den endelige bisættelse blev foretaget på et senere tidspunkt end selve begravelsen. |
Når vi ser på Ellens liv og arbejde, er problemet ikke hvad hun har sagt og skrevet, men med hvilken autoritet hun gjorde det, ligesom den autoritet der blev hende tildelt af andre. Ellen troede at Gud havde givet hende en speciel opgave på jorden, som andre ikke havde. Hun var en speciel budbringer. Dette var uden tvivl grunden til hendes tro på hendes egen autoritet. Hvis Ellen led af FLE med dets anfald og specielle opførsel, betyder det ikke at alt det hun sagde og skrev er ubrugeligt. Det indebær heller ikke at alt det hun siger er forkert fordi hun siger det, men at det kan være sandt, baseret på andre beviser end hendes påstande. Det indebær også at noget af det Ellen skrev kan være forkert. Sådan en klog integritet ville derefter forlange at Ellens skrifter blev bedømt kritisk med tilgængelige beviser.
Meget af det Ellen eller hendes sekretær skrev eller lånte, var smukt og åndeligt opløftende, lige meget hvem der skrev det. Det er også klart at noget af det der kom fra Ellens pen var tvivlsomt eller fejlagtigt, som kan være tilfældet hos hvilken som helst autoritet. At bevilge Ellen den egentlige autoritet der blev forkastet af de tidlige ledere af hendes kirke, er uforsvarligt og farligt for studiet og den fremadskridende forståelse for syvendedags adventister, af kristne doktriner og almindelig viden.
Bibelkonferencen i 1919, lader til at have lovet en mere realistisk og ærlig holdning overfor Ellen White og hendes arbejde. Hvis studiet og denne åbenhed havde fået lov til at fortsætte, er det muligt at den enorme kritik fra andre kristne kirker at adventistsamfundet havde en speciel tilføjelse til skrifterne, navnlig Ellen Whites arbejde, kunne have været undgået.
Hvem var så denne Ellen White? Hun var helt sikkert en bemærkelsesværdig kvinde og hengiven kristen. Dudley Canright, en af hendes alvorlige kritikere, skal til hendes begravelse have sagt at hun var "en guddommelig kvinde".
Selvom Ellens trancer sandsynligvis ikke var "de syner" hun trode de var, så var hun helt klart et menneske med syner. Hun fik syner angående medicinske institutter, skoler og bogforlag, forskellige steder i verden. Hun foreslog vidtrækkende ændringer i kirkens organisation, og havde nogen gange stor indsigt i kirkens mission. Hun var talsmand for sundhedsbudskabet og fremadskridende uddannelse til hendes folk. Alligevel vil det være svært at forstå Ellen og det hun skrev, medmindre man ser tilstedeværelsen af FLE, som hun åbenbart led under i hele sit liv, og havde en sådan markant indflydelse på hendes tanker, skrifter og adfærd.
FODNOTER
1. James White and Ellen G. White. Life
Sketches. Ancestry, Early Life, Christian Experience, and Extensive Labor of
Elder James White and His Wife, Mrs. Ellen G. While (Battle Creek,
Michigan: Steam Press of the Seventh-day Adventist Publishing Association,
1888).122-130 (hereafter cited as Life Sketches).
2. Ibid. 131. See also Ellen G. White, Spiritual
Gifts (1860, reprint, Battle Creek, Michigan: Review and Herald Publishing
Association, n.d.), 2:7-9.
3. White and White. Life Sketches.
132.
4. M. Girgis. Neural Substrates of Limbic
Epilepsy (St. Louis: Warren H. Green. 1981),102; H. Landolt, Die Temporal
lappen epilepsie und ihrepsychopathologie (Basel: Karger. 1960),12,15; B. D. De
Jong et al., "Craniofacial Injuries," in Handbook of Clinical
Neurology, ed. P. J. Vinken and G. W. Bruyn (Amsterdam: North-Holland
Publishing Company, 1975). 23:360-385.
5. P. Black et al.. "Posttraumatic
Syndrome in Children," in The Late Effects of Head Injury, ed. A. E.
Walker. W.F. Caveness. and M. Critchley (Springfield, Illinois: Thomas, 1969);
P. Black and A. van der Zwan, "Late Results from Prolonged Traumatic Unconsciousness,"
in The Late Effects of Head Injury. 138-142. See also J. S. Torg. Athletic
Injuries to the Head. Neck and Face (Philadelphia: Lea and Febiger,
1982).96-104; J. Hume Adams, "Neuropathology of Head Injuries," in
Handbook of Clinical Neurology. ed. P. J. Vinken and G. W. Bruyn (Amsterdam:
North-Holland Publishing Company, 1975). 23:36-51, A. W. Craft,
"Mechanisms of Injury," in Handbook of Clinical Neurology. 23:448; W.
F. Caveness et al., "Natural History of Posttraumatic Epilepsy," in
Advances in Epileptology, ed- J. A. Wada and J. K. Penry (New York: Raven
Press, 1980), 177-182; W. R. Russell, The Traumatic Amnesias (London: Oxford
University Press, 1971 ).
6. Cyril B. Courville, "The Structural
Basis for the Common Traumatic Cerebral Syndromes," Bulletin of the Los
Angeles Neurological Society 9 (1944): 17-27.
7. Cyril B. Courville, Commotio Cerebri
(Los Angeles: San Lucas Press, 1953), 91-95. See also Seventh-day Adventist
Encyclopedia, ed. D. F. Neufeld et al. (Washington, D.C.: Review and Herald
Publishing Association. 1966), 1406.
8. Cyril B. Courville. Pathology of the
Central Nervous System, 3rd ed. (Mountain View, California: Pacific Press
Publishing Association, 1950). 110-112, 270-273.
9. Cyril B. Courville, "Traumatic
Lesions of the Temporal Lobe as the Essential Cause of Psychomotor
Epilepsy," in Temporal Lobe Epilepsy, ed. Maitland, Baldwin et al.
(Springfield, Illinois: Thomas, 1962), 221-239.
10. Cyril B. Courville, "Traumatic
Intracerebral Hemorrhages, "Bulletin of the Los Angeles Neurological
Society 27 (1962): 22-38.
11. A. Bricolo, -Prolonged Post-traumatic
koma," in Handbook of Clinical Neurology, ed. P. J. Vinken and G. W. Bruyn
(Amsterdam: North-Holland Publishing Company, 1976), 24:
12. De Jong, "Craniofacial Injuries,"
in Handbook of Clinical Neurology, 23:360-385.
13. B. Jennett, Epilepsy after Non-missile
Head Injuries (London: Heinemann, 1975), 5-6; idem, in J. Laidlaw and A.
Richens, A Textbook of Epilepsy (Edinburgh and New York: Churchill, 1976),33.
14. W. F. Cavcness, "Sequelae of Cranial
Injury in the Armed Forces," in Handbook of Clinical Neurology. ed. P. J.
Vinken and G. W. Bruyn (Amsterdam: North-Holland Publishing Company,
1976),24:460; J. A. M. Frederiks, "Sequelae of Cranial Injury in the Armed
Forces," in Handbook of Clinical Neurology 24:487-499.
15. Ellen G. White, "Testimonies for the
Church" (1868; reprint, Mountain View, California: Pacific Press
Publishing Association, 1948),I:13; White and White, Life Sketches. 136;
C. Ounsted, "Social and Schooling,' in Biological Factors in Temporal Lobe
Epilepsy, ed. C. Ounsted, J. Lindsay, and R. Norman (London: Heinemann, 1966),
109-123; A. van der Zwan, "Late Results from Prolonged Traumatic
Unconsciousness," in The Late Effects of head injury, ed. A. E. Walker, W.
F. Caveness, and M. Critchley (Springfield, Illinois: Thomas, 1969),138-142.
16. F. A. Gibbs, "Ictal and Non-ictal
Psychiatric Disorders in Temporal Lobe Epilepsy," Journal of Nervous and
Mental Disease 113 (1951):523-527.
17. B. Jennett, Epilepsy after Blunt Head
Injuries (Springfield, Illinois: Thomas, 1962), 84; idem, ..Post-traumatic
Epilepsy,- in Handbook of Clinical Neurology, ed. P. J. Vinken and G. W. Bruyn
(Amsterdam: North-Holland Publishing Company, 1976), 24:445-453; idem, in A Textbook
of Epilepsy, 2nd ed., ed. J. Laidlaw and A. Richens (Edinburgh and New York:
Churchill, 1982),152.
18. Hughlings Jackson, "On a Particular
Variety of Epilepsy," Brain II (1888): 179-207.
19. E. G. White, Testimonies for the
Church, 13.
20. White and White. Life Sketches,
136.
21. van der Zwan, "Late Results from
Prolonged Traumatic Unconsciousness," in The Late Effects of Head Injury
138-142; Ounsted, "Social and Schooling," in Biological Factors in
Temporal Lobe Epilepsy, 109-123.
22. James White, "Life Incidents, In
Connection with the Great Advent Movement" 272-273, in F. D. Nichol, Ellen
G. White and Her Critics (Washington, D.C.: Review and Herald Publishing
Association, 1951). 53.
23. White and White, Life Sketches,
153. See also E. G. White, Spiritual Gifts 2:15-16.
24. E. G. White, Testimonies for the
Church 1:25-27.
25. Ibid, 28-29; idem, Spiritual Gifts
2:16-18.
26. E. G. White, Testimonies for the
Church 1:25-27; idem. Spiritual Gifts 2:19.
27. Ellen G. White, Early Writings, (I
85 1; reprint, Washington, D.C.: Review and Herald Publishing Association,
1945), 12, 78-8 1; D. D. Daly, "Ictal Clinical Manifestations of Complex
Partial Seizures,- in Advances in Neurology ed. J. K Penry and D. D. Daly (New
York: Raven Press, 1975), 11:57-80.
28. E. G. White, Early Writings,
79-80.
29. Ibid., 12,
30. "Letter from Sister Harmon," The
Day Star, 24 Jan. 1846, pp. 31-32; James White, A Word to the Little Flock
(pamphlet), 1847; Ellen Harmon, To the Remnant Scattered Abroad (broadside),
April 6, 1846; Ellen G. White, Selected Messages from the Writings of Ellen G.
While (Washington, D.C.: Review and Herald Publishing Association, 1958), 2:63.
31. Ellen G. White, Life Sketches of Ellen G. White (1848; reprint, Mountain
View, California: Pacific Press Publishing Association, 1915), 69-7 1. 32. D.
F. Neufeld, Seventh-day Adventist Encyclopedia 1380-138 1. 33. Comprehensive
Index to the Writings of Ellen G. While (Mountain View, California: Pacific
Press Publishing Association, 1963), 3:2978-2984; Arthur L. White, Ellen G.
While Messenger to the Remnant (Washington, D.C.: Review and Herald Publishing
Association, 1969), 29.
34. J. White and E. G. White, Life
Sketches, 157-158.
35. E. G. White, Life Sketches of Ellen G.
White. 38.
36. J. White and E. G. White, Life
Sketches, 139-140; E.G. White, Spiritual Gifts (Battle Creek, Michigan:
James White, 1858), 2:28-29.
37. James White, A Word to the Little
Flock (May 1847; facsimile reproduction, Washington, D.C.: Review and
Herald Publishing Association, 1958), 13.
38. E. G. White, Selected Messages
2:72-1 00.
39. Louis Billington, "Popular Religion
and Social Reforms, Revivalism and Teetotalism, 1830-1850," Journal of
Religious History 10 (I 979):266-293.
40. A. L. White. Ellen G. White Messenger
to the Remnant, 7.
41. Review and Herald, 16 Oct 1855.
42. G. 1. Butler, Review and Herald,
14 Aug. 1883, 60:12.
43. P.U.C- Campus Chronicle, 27 May
1982.
44. E. G. White, Selected Messages
1:32.
45. E. G. White, Testimonies for the
Church 4 (1876):230 (reprint Oakland, California: Pacific Press Publishing
Association, 1948).
46. Ibid. 5:66-67; idem, Selected Messages
1:29.
47. Review and Herald, 20 Jan. 1903;
Ellen G. White, Colporteur Ministry (Mountain View, California: Pacific Press
Publishing Association, 1953). 125.
48. E. G. White, Testimonies for the
Church 4:147-148.
49. J. White. A Word to the Little Flock.
22.
50. E. G- White, Early Writings of Mrs.
White (1882; reprint, Washington, D.C.: Review and Herald Publishing
Association. 1925). 22.
51. E. G. White, Testimonies for the
Church 5:3 1 0.
52. Isaac Wellcome, History of the Second
Advent Message (Yarmouth, Maine: Advent Christian Publication Society,
1874); Jacob Brinkerhoff, The Seventh-day Adventists and Mrs. White's Visions
(Marion, Iowa: Advent and Sabbath Advocate, 1884), 4-6.
53. Dudley M. Canright, "Mrs. E. G.
White and Her Revelations, "Michigan Christian Advocate. 8 Oct. 1887;
idem, "Mrs. E. G. White and Her Revelations; Wellcome, History of the
Second Advent Message; Brinkerhoff. The Seventh-day Adventists and Mrs. While's
Visions, 4-6.
54. D. M. Canright, Life of Mrs. E. G.
White (Cincinnati, 1919), 170-188.
55. William S. Sadler, The Physiology of
Faith and Fear (Chicago: A. C. McClurgand Company, 1912), 461-462. See also
idem, The Mind at Mischief (New York and London: Funk and Wagnalls, 1929). 382.
56. Ellen G. White, Letter 120 (1906), in
Arthur L. White, The Later Elmshaven Years (Washington, D.C.: Review and Herald
Publishing Association, 1982), 90-95; Arthur L. White. The Early Elmshaven
Years (Washington, D.C.: Review and Herald Publishing Association, 1981), 349.
57. Gregory Holmes and Delbert Hodder,
"Ellen G. White and the Seventh-day Adventist Church: Visions or Partial
Complex Seizures?" Journal of Neurology 3 1, no. 4 pt. 2 (1981):160-161.
58. 0. J. Andy et al., "Frontal Lobe
Lesions and Behavior," Southern Medical Journal 74 (1981): 968-972.
59. Courville, "Traumatic Lesions of the
Temporal Lobe," in Temporal Lobe Epilepsy, 220-239.
60. L. S. Gomes "A Etiopatogenia Da
Epilcpsia Do Lobo Temporal," Neurobiologia 41 (1978):273-288.
61. E. G. White, Early Writings.
22-24; D. L. Schomer, "Partial Epilepsy," New England Journal of
Medicine 309 (1983):536-539.
62. A. L. White, Ellen G. White Messenger
to the Remnant. 6-7; W. G. Lennox, Epilepsy and Related, Disorders (Boston:
Little, Brown and Co. 1960); G. 1. Butler, Review and Herald 9 June 1874.
63. D. L. Coulter, "Partial Seizures
with Apnea and Bradycardia, "Archives of Neurology 41 (1984):173-174; D.D.
Daly, "Complex Partial Seizures," in A Textbook of Epilepsy, 2nd ed.,
ed. J. Laidlaw and A. Richens (Edinburgh and New York: Churchill, 1982), 136.
64. Jackson, "On a Particular Variety of
Epilepsy," Brain 11: 1 79-207.
65. A. L. White, Ellen G. White Messenger
to the Remnant, 6-7; W. G. Lennox, Epilepsy and Related Disorders (Boston:
Little, Brown and Co. 1960); G. 1. Butler, Review and Herald, 9 June 1874.
66. J. N. Loughborough, Rise and Progress of
the Seventh-day Adventists (Battle Creek, Michigan: General Conference
Association of Seventh-day Adventists, 1892).
67. Ibid., 167.
68. E. G. White. Early Writings,
39-40.
69. J. White, Life Incidents, 272,
quoted in A. L. White, Ellen G. White Messenger to the Remnant, 6.
70. A. L. White, Ellen G. White Messenger
to the Remnant, 6-8. 59.
71. D. D. Daly. "Ictal Clinical
Manifestations of Complex Partial Seizures," in Advances in Neurology (New
York: Raven Press, 1975),11:57.
72. E. G. White, Sketches of Ellen G.
White, 310; an authentic interview between Elder G. W. Amadon, Elder A. C.
Bordeau, and Dr. Harvey Kellogg in Battle Creek, Michigan, on 7 October 1907;
A. L. White, The Early Elmshaven Years. 23-24; Ellen G. White, Steps to
Christ (1892; reprint Mountain View, California: Pacific Press Publishing
Association, 1940), 121.
73. E. G. White, Life Sketches of Ellen G.
White. 310; interview between Elders G. W. Amadon and A. C. Bordeau and
15r. Harvey Kellogg; A.- L. White, The Early Elmshaven Years. 23-24; E. G.
White, Steps to Christ. 12 1.
74. Manuscript 43a (I 90 1). in A. L. White, The
Early Elmshaven Years. 53-54.
75. E. G. White, Testimonies for the
Church 9:66.
76. Denis Williams, "Temporal Lobe
Epilepsy" British Medical Journal 5501 (1966): 1439-1442.
77. H. Gastaut and R. Broughton, Epileptic
Seizures (Springfield, Illinois: Thomas, 1972), 132.
78. P. Gloor et al, "The Role of the
Limbic System in Experiential Phenomena of Temporal Lobe Epilepsy," Annals
of Neurology 12 (1982):129-144.
79. W. G. Lennox, Epilepsy and Related
Disorders 1:236.
80. A. L. White, Ellen G. White Messenger
to the Remnant, 8.
81. E. G. White, Spiritual Gifts
2:77-79; idem, Life Sketches, I 1 2 (one and one-half hour vision; based on an
original publication in 1860).
82. W. A. Hauser, "Status Epilepticus:
Frequency, Etiology, and Neurological Sequelae," Adpances in Neurology
(New York.- Raven Press, 1983),34:3-14.
83. Ibid., 11.
84. J. Engel, Jr., "Prolonged Partial
Complex Status Epilepticus: EEG and Behavioral Observations," Neurology 28
(1978):863-869.
85. H. Gastaut, "Classification of
Status Epilepticus, Advances in Neurology 34 (1983):15-32;'D. M. Treiman and A.
V. Delgado-Escueta, "Complex Partial Status Epilepticus," Advances in
Neurology 34 (1983): 69-81; A. V. Delgado-Escueta et al., "Status
Epilepticus: Summary," Advances in Neurology 34 (1983):537-54 1; J. Roger
et al., "Status Epilepticus," Handbook of Clinical Neurology ed. P.
J. Vinken and G. W. Bruyn (Amsterdam: North-Holland Publishing Company, 1974),
15:145-184.
86. Wilder Penfield, The Mystery of the
Mind (Princeton: Princeton University Press, 1975); idem, "The
Cerebral Cortex in Man. I. The Cerebral Cortex and Consciousness,"
Archives of Neurology and Psychiatry 40 (1938):417-442.
87. Gibbs, "Ictal and Non-ictal
Psychiatric Disorders," Journal of Nervous and Mental Disease 163
(1953,):113:523-527.
88. H. Gestaut and Roger Broughton, Epileptic
Seizures (Springfield, Illinois: Thomas, 1972), 73-133; W. H. Theodore et
al., "Complex Partial Seizures: Clinical Characteristics and Differential
Diagnosis," Neurology 33 (1983):1115-1121.
89. V. M. Neppe, "Symptomatology of
Temporal Lobe Epilepsy," South African Medical Journal 60 (1981):902-907;
F. E. Dreifuss, in Advances in Neurology, ed. J. K. Penry and D. D. Daly (New
York: Raven Press, 1975), 11:197. S. B. Filskov and T. J. Boll, 'Handbook of
Clinical Neuropsychology (New York: John Wiley, 1981), 58-64; E. G. White,
Testimonies for the Church 2:596-597; Daly, "Ictal Clinical Manifestations
of Complex Partial Seizures," in Advances in Neurology, 1 1:65; Arthur L.
White, Ellen G. White, The Human Interest Story (Washington, D.C.: Review and
Herald Publishing Association), 52; E. G. White, Spiritual Gifts 2:78; Denis
Williams, "Temporal Lobe Syndromes," in Handbook of Clinical
Neurology, ed. P. J. Vinken and G. W. Bruyn (Amsterdam: North-Holland
Publishing Company, 1969), 2:700-724; W. Penfield and P. Perot, "The Brain
Record of Auditory and Visual Experience," Brain 86 (1963):595-694.
90. Daly, "Ictal Clinical Manifestations
of Complex Partial Seizures," in Advances in Neurology, 11:57-80.
"Rarely scenes of extraordinary complexity may occur which despite their
vividness apparently do not represent true memories" (p. 59).
91. Neppe, "Symptomatology of Temporal
Lobe Epilepsy," in South African Medical Journal 60 (1981):60:902-907.
92. lbid; Filskov and Boll, Handbook of
Clinical Neuropsychology, 58-64-. E. G. White. Testimonies for the Church
2:596-597; Daly, "Ictal Clinical Manifestations of Complex Partial
Seizures,' in Advances in Neurology. 1 1:57,65; A. L. White, Ellen G. White.
The Human Interest Story 52; idem, Spiritual Gifts 2:78; Williams,
"Temporal Lobe Syndromes," in Handbook of Clinical Neurology,
2:700-724; Penfield and Perot, "The Brain Record of Auditory and Visual Experience"
Brain 86:595-694.
93. Neppe, "Symptomatology of Temporal
Lobe Epilepsy," South African Medical Journal 60 (1981): 60:902-907.
94. Ibid; Filskov and Boll, Handbook of
Clinical Neuropsychology, 58-64; E. G. White. Testimonies for the Church
2:596-597; Daly, "Ictal Clinical Manifestations of Complex Partial
Seizures," in Advances in Neurology 11:57,65; A.L.White, Ellen G. White
The Human Interest Story.52;idem, Spiritual Gifts 2:78; Williams,
"Temporal Lobe Syndromes" 2:700-724, Penfield and Perot, "The
Brain Record of Auditory and Visual Experience," Brain 6:595-694.
95. Neppe, "Symptomatology of Temporal
Lobe Epilepsy," South African Medical Journal 60 (198 1): 60:902-907.
96. F. E. Dreifuss, in Advances in Neurology
ed. J. K. Penry and D. D. Daly (New York: Raven Press, 1975),11:197.
97. A. V. Escueta et a[., "Complex
Partial Seizures," Annals of neurology II (1982): 292-300; Gastaut and
Broughton, Epileptic Seizures, 133.
98. Landolt, Die Temporallappenepilepsie und
ihre Psycopathologie, 22-40; E. R. Rodin et al., "Psychological Factors in
Convulsive Disorders of Focal Origin," Archives of Neurology, 74
(1956):365-374.
99. S. G. Waxman and N. Geschwind, "The
Interictal Behavior Syndrome of Temporal Lobe Epilepsy," Archives of
General Psychiatry 32 (1975):1580-1586. See also Gibbs, "Ictal and
Non-ictal Psychiatric Disorders in Temporal Lobe Epilepsy" 113:522-528.
100. D. M. Bear and P. Fedio,
"Quantitative Analysis of Interictal Behavior in Temporal Lobe
Epilepsy," Archives of Neurology 34 (1977):454-457; idem, "Temporal
Lobe Epilepsy-a Syndrome of Sensory-limbic-hyperconnection," Cortex 15
(1979):357-384; P. Fedio and A. Martin, "Ideative-emotive Behavioral
Characteristics of Patients Following Left or Right Temporal Lobectomy,"
Epilepsia 24, suppl. 2, S I 17-S 1 30 (1983). See - also E. Rodin et al.,
"The Bear-Fedio Personality Inventory and Temporal Lobe Epilepsy,"
Neurology 34 (1984):591-596.
101. Laura Schenk and David Bear,
"Multiple Personality and Related Disassociative Phenomena in Patients
with Temporal Lobe Epilepsy," American Journal of Psychiatry 138
(1981):10.
102. B. P. Hermann and P. Riel,
"Interictal Personality and Behavioral Traits in Temporal Lobe and
Generalized Epilepsy," Cortex 17 (1981):125-128.
103. D. Blumer, "Specific Psychiatric
Complications in Certain Forms of Epilepsy and Their Treatment," in H.
Sands, Epilepsy (New York: Brunner/Mazel, 1982), 99-103.
104. N. Geschwind, Behavioral Changes in
Temporal Lobe Epilepsy,- Psychological Medicine 9 (I 979):217-219. See also
idem, "Pathogenesis of Behavior Change in Temporal Lobe Epilepsy," in
Epilepsy, ed. A. A. Ward, J. K. Penry, and D. D. Purpura (New York: Raven
Press, 1983), 61:355-370; M. R. Trimble, "Phenomenology of Epileptic
Psychosis: A Historical Introduction of Changing Concepts," in Advances in
Biological Psychiatry (Basel: Karger, 198 2), 8: 1-11; idem, "Interictal
Behaviour and Temporal Lobe Epilepsy," in Recent Advances in Epilepsy
(Edinburgh: Churchill Livingstone, 1983), 212-227; idem, "Interictal Psychoses
of Epilepsy," Acia Psychiatrica Scandinavica, supplement 69 (suppl. 313,
1984):9-20; E. Rodin and S. Schmaltz, "The Bear-Fedio Personality
Inventory and Temporal Lobe Epilepsy," Neurology 34 (1984):591-596.
105. N. Geschwind, "Psychiatric
Complications in the Epileptics. Current Research and Treatment.
Introduction," McLean Hospital Journal special issue, June 1977:6.
106. S. G. Waxman and N. Geschwind,
"Hypergraphia in Temporal Lobe Epilepsy," Neurology 24 1974):929-363;
B. P. Hermann et al., "Hypergraphia in Epilepsy: Is There a Specificity to
Temporal Lobe Epilepsy?" Journal of Neurology, Neurosurgery, and
Psychiatry 46 (1983):848-853.
107. Waxman and Geschwind, "Hypergraphia
in Temporal Lobe Epilepsy" 24:629-636; Hermann, "Hypergraphia in
Epilepsy" 46:848-853.
108. H. S. Sachdev and S. G. Waxman,
"Frequency of Hypergraphia in Temporal Lobe Epilepsy: an Index of
Interictal Behaviour Syndrome," Journal of Neurology, Neurosurgery, and
Psychiatry 44 (1981):358-360.
109. N. Geschwind, -Pathogenesis of Behavior
Change in Temporal Lobe Epilepsy,- in Epilepsy, vol. 6 1, ed. A. A. Ward, Jr.,
J. K. Penry, and D. D. Purpura (New York: Raven Press, 1983).
110. Hermann, "Hypergraphia in
Epilepsy" 46:848-853.
111. Seventh-day Adventist Encyclopedia,
1413-1418.
112. Manuscript 33(1892),in Arthur L. White, Ellen
G. White The Australian Years (Washington, D.C.: Review and Herald
Publishing Association, 1983), 18.
113. Day Star, 14 March 1846.
114. E. G. White, Testimonies for the
Church 1:576-577.
115. Letter 53 (1900), in A. L. White, Ellen
G. White Messenger to the Remnant, 14.
116. Manuscript 22 (1890), in A. L. White, Ellen
G. While Messenger to the Remnant, 14.
117. Letter 36 (1878), in A. L. White, Ellen
G. While. Messenger to the Remnant, 117.
118. Letter 59 (1895), in A. L. White, Ellen
G. White Messenger to the Remnant, 14.
119. E. G. White, Testimonies for the
Church 5:67.
120. Letter 8 (1860), 16, 17, in Manuscript
Releases (Washington, D.C.: E. G. White Estate, 1981),I:307.
121. E. G. White, Testimonies for the Church
5:661, 4:147-148.
122. E. G. White, Selected Messages
3:76; Manuscript 122 (1903).
123. E. G. White, Testimonies for the
Church 5:67-68.
124. Letter 28 (1906), in A. L- White, The
Later Elmshaven Years, 75.
125. A. L. White, Ellen G. White, The Human
Interest Story 37-45.
126. Waxman and Geschwind, "Hypergraphia
in Temporal Lobe Epilepsy", Neurology 24: 629-636; Hermann,
"Hypergraphia in Epilepsy," Journal of Neurology, Neurosurgery, and
Psychiatry 46: 46:848-853.
127. Ronald D. Graybill, "The Power of
Prophecy: Ellen G. White and the Women Religious Founders of the Nineteenth
Century- (Ph.D. diss., Johns Hopkins University, 1983), 206.
128. Canright, "Mrs. E. G. White and Her
Revelations"; Wellcome, History of the Second Advent Message; Brinkerhoff,
The Seventh-day Adventists and Mrs. White's Visions, 4-6.
129. "Letter from Sister Harmon," The
Day Star, 24 Jan. 1846, pp. 31-32.
130. G. W. Fenton, "Personality and
Behavioral Disorders in Adults with Epilepsy," in Epilepsy and Psychiatry,
ed. E. H. Reynolds and M. R. Trimble (Edinburgh: Churchill Livingstone, 198 1).
131. Daly, "Ictal Clinical
Manifestations of Complex Partial Seizure," in Advances in Neurology 4
11:61: R. D. Walter, "Clinical Aspects of Temporal Lobe Epilepsy,"
California Medicine 110 (1969): 325-329.
132. Present Truth (published by James
White in Middletown, Connecticut)(Dec. 1849), 35.
133. E. G. White, Spiritual Gifts 1:
148.
134. Ellen G. White, A Sketch of the
Experience and Views of Ellen G. White (Saratoga Springs, New York: James
White, 1851), 3.
135. W. C. White, "The Writing and
Sending Out of the Testimonies to the Church," in Addresses to Faculty
and Students at the Advanced Bible School, Angwin, California part I
(1935), 19.
136. Ibid., 20.
137. E. G. White, Early Writings, 62.
138. Ibid, 38; idem, Present Truth I
(1850):23.
139. E. G. White, Present Truth I
(1850):72.
140. Record Book (Washington, D.C.: E.
G. White Estate) 1:94.
141. E. G. White, Spiritual Gifts
2:158.
142. E. G. White, Testimonies for the
Church 1: 1 18.
143. James White, Letter (Jan. 10, 1850),
Record Book 1:51, 52, in A. L. White, Ellen G. White Messenger to the
Remnant, 49; E. G. White, Spiritual Gifts 2:15.
144. Letter -I I (1884), in A. L. White, Ellen
G. White Messenger to the Remnant, 109.
145. "The Sutton Visions of Mrs. E. G.
White," as copied by Hiram Edson. Advent Source Collection, General
Conference of SDA, Washington. D.C., W 58 (1850):12-13.
146. W. C. White, in The Spirit of
Prophecy Treasure Chest (Washington, D.C.: Review and Herald Publishing
Association, 1960), 33-34.
147. E. G. White, Testimonies for the
Church 1:694.
148. E. G. White, Early Writings, 2nd
ed. (republished by Review and Herald Publishing Association in 1925), 64.
149. E. G. White, Testimonies for the
Church 1:694.
150. E. G. White, Early Writings, 2nd
ed., 64.
151. G. B. Starr, "The Watchcare of
Jesus Over the Writings Connected with the Testimony of Jesus, June
2,1915," in The Fannie Bolton Story, A Collection of source Documents
(Washington, D.C.: Ellen G. White Estate, 1982), 110. See also A. L. White, The
Australian Years 241; Ellen G. White, Letter 130 (1893), in Graybill, "The
Power of Prophecy,- 178.
152. E. G. White, Testimonies for the
Church 8:90.
153. E. G. White, Life Sketches, 409;
Review and Herald. 5 July 1906.
154. E. G. White, Life Sketches, 409; A. W. Spalding, Origin and History
of the Seventh-day Adventists (Washington, D.C.: Review and Herald Publishing
Association, 1962), 3:280.
155. A. L. White, The Early Elmshaven
Years, 77, 349.
156. Manuscript 13 (190 1), Letters and
Manuscripts Relating to Medical Missionary Work and Going to Battle Creek
(1928), 11. Diary (Jan. 1898).
157. Manuscript 13 (190 1), Letters and
Manuscripts. 13.
158. A. W. Spaulding and Percy T. Magan Collection,
"Unpublished manuscript testimonies of Ellen G. White" (I 915-1916),
350.
159. A. L. White, The Early Elmshaven
Years. 77, 349.
160. Horace Shaw, "A Rhetorical Analysis
of the Speaking of Mrs. Ellen G. White A Pioneer Leader and Spokeswoman of the
Seventh-day Adventist Church" (Ph.D. diss., Michigan State University,
1959), 615. 161. E. G. White, Testimonies for the Church 3:329-338. 162. Ibid.,
2:261-268. 163. S. G. Waxman and N. Geschwind, "The Interictal Behavior
Syndrome of Temporal Lobe Epilepsy," Archives of General Psychiatry 32
(1975): 1580-1586. 164. A. E. Walker and D. Blumer, "Long Term Behavioral
Effects of Temporal Lobectomy for Temporal Lobe Epilepsy," McLean Hospital
Journal (June 1977). 165. D. Blumer, "Temporal Lobe Epilepsy and Its
Significance,- in Benson and Blumer. Psychiatric Aspects of Neurologic Disease
(New York: Grune and Stratton, 1975), 162, 185-19 1. See also I. Sherwin,
"Clinical and EEG Aspects of Temporal Lobe Epilepsy with Behavior
Disorder, the Role of Cerebral Dominance," McLean Hospital Journal (June
1977).
166. A. W. Beard, "The
Schizophrenia-like Psychoses of Epilepsy. ii- Physical Aspects. The Journal of
Psychiatry 109 (1963):113-129.
167. E. G. White, Spiritual Gifts
2:227-229.
168. Ibid., 256.
169. See also, Ronald L. Numbers, Prophetess
of Health (New York: Harper and Row, 1976),129-159.
170. E. G. White, Testimonies for the
Church 3:171.
171. Ibid., 4:628.
172. E. G. White, Review and Herald 3
(17 Feb. 1853):155.
173. E. G. White, Testimonies for the
Church 2:455.
174. E. G. White, Spiritual Gifts,
256; idem, Review and Herald 3:155 (17 Feb. 1853).
175. E. G. White, The Adventist Home
(1899; reprint, Nashville, Tennessee: Southern Publishing Association, 1952),
443.
176. E. G. White, Testimonies for the
Church 1:288.
177. Ibid., 2:460.
178. Ibid., 3:24 1.
179. Ibid., 4:647.
180. Ibid., 4:648.
181. Ibid., 5:516.
182. Ibid., 8:51-52.
183. E. G. White, Counsels to Parents,
Teachers. and Students (Mountain View, California: Pacific Press Publishing
Association, 1913), 350.
184. E. G. White, "Words to Christian
Mothers, no. 2," Health Reformer 6 (Oct. 1871):12 1.
185. Walker and Blumer, "Long Term
Behavioral Effects of Temporal Lobectomy.' McLean Hospital Journal June 1977).
See also Blumer, "Temporal Lobe Epilepsy" in Psychiatric Aspects of
Neurologic Disease, 162, 185-191; Sherwin, "Clinical and Aspects of
Temporal Lobe Epilepsy," McLean Hospital Journal (June 1977).
186. G. D. Shukla et al., "Sexual
Disturbances in Temporal Lobe Epilepsy. A Controlled Study,- British Journal
of Psychiatry 134 (1979):288-293.
187. E. G. White, Testimonies for the
Church 2:482.
188. Ibid., 248.
189. Ibid., 472.
190. Ibid., 477.
191. E. G. White, Appeal to Mothers
(Battle Creek, Michigan, 1864),27. See also Numbers, Prophetess of Health
1976.
192. E. G. White, Testimonies for the
Church 2:472.
193. Ibid., 4:95-97.
194. E. G. White, Document DF97c, in Sherman
A. Nagel, God's Love, The Remnant Church (Beaverton, Oregon: n.p. 1934),
61-62. See also E. G. White, Gospel Workers (Washington, D.C. Review and Herald
Publishing Association, 1920), 459; idem, Adventist Home, 165-166.
195. Beard, "Schizophrenic-like
Psychoses" 109:95-150.
196. E. G. White, Life Sketches,
135-142.
197. Ibid., 153.
198. Ibid., 16 1.
199. Ibid., 194-195; idem, Testimonies for
the Church 1:63-65; idem, Spiritual Gifts 2:36-37.
200. E. G. White, Spiritual Gifts 2:5
1.
201. E. G. White, Testimonies for the
Church 1:597.
202. Ibid., 2:607-609.
203. E. G. White, Manuscript 61 (1894), in Mind,
Character, and Personality, 811-812.
204. N. Geschwind, "Psychiatric
Complications in the Epileptics," McLean Hospital Journal (June 1977):6-8.
205. T. L. Riley and A. Roy, Pseudoseizures
(Baltimore: Williams and Wilkins, 1982); William G. McLoughlin, Jr., Modern
Revivalism (New York: Ronald Press Company, 1959); E. G. White, Early
Writings, 43-44; M. Gross, Pseudoepilepsy (Lexington, Massachusetts:
Health, 1983); R. J. Cohen and C. Suter, "Hysterical Seizures: Suggestion
as a Provocative EEG Test,- Annals of Neurology 11 (1982):391-395; L. A. Hurst
and V. M. Neppe, "A Familial Study of Subjective Paranormal Experience in
Temporal Lobe Dysfunction Subjects," Parapsychological Journal of South
Africa 2 (1981):56-64; S. Krippner, "Dreams and Other Altered Conscious
Stages," Parapsychological Journal of South Africa 2 (1981):35-55; A. M.
Moffett and D. F. Scott, "Hysterical Attacks in Patients with
Epilepsy," in D. F. Rose, Research in Progress in Epilepsy (Bath: Pitman,
1983), 210-213.
206. Collegiate Quarterly (Boise,
Idaho: Pacific Press Publishing Association, July-September 1984), 102.
207. Paul B. Ricchiuti, Ellen
(Mountain View; California: Pacific Press Publishing Association, 1977),
112-113, 135-139.
208. E. G. White, Patriarchs and Prophets
(Mountain View, California: Pacific Press Publishing Association, 1890)
108-109; idem, Spiritual Gifts 3:79-83; idem, 4:124.
209. M. Couperus, "The Bible Conference
of 1919," Spectrum 10 no. 1 (1979):23-57.
210. Loughborough, Rise and Progress of Seventh-day Adventism 127.
Der er masser af grunde til at
sætte spørgsmålstegn ved EGW´s påstande, men en af dem er påfaldende. Når EGW
insisterede på at hun havde set noget i et syn eller sagde "jeg så"
eller meget betydningsfuldt påstod at citere en engel, hendes vejleder eller
Jesus selv, og ordene senere bliver fundet udgivet i en tidligere artikel
eller bog, må fornuftige mennesker være undskyldt for at betvivle hendes troværdighed.