Er sabbatten Guds segl?
Oversat af Anne Thagaard & Martin Willemoes Hansen Sidst opdateret d. 16. november 2006
Nu vil alle advent-troende, der som deltager i advent-meddelelserne, som de er givet i Johannes Åbenbaring 14,6-13, elske og overholde denne pagt med Gud og specielt Hans Hellige Sabbat i denne pagt; dette er en del af de 144.000 der nu skal besegles. Den anden del, er dem som stadigvæk ikke forstår advent-doktrinen særligt godt; men bestræber sig på at tjene Gud af hele deres hjerte, er villige, og som vil modtage denne pagt og sabbatten så snart de høre den forklaret. Disse vil udgøre de 144.000, der nu skal besegles med "den levende Guds segl", hvis besegling vil føre dem igennem denne tids vanskeligheder. (A Seal of the Living God, s. 61, 62)
Den anden del, er dem som stadigvæk ikke forstår advent-doktrinen særligt godt; men bestræber sig på at tjene Gud af hele deres hjerte, er villige, og som vil modtage denne pagt og sabbatten så snart de høre den forklaret. Disse vil udgøre de 144.000, der nu skal besegles med "den levende Guds segl", hvis besegling vil føre dem igennem denne tids vanskeligheder. (A Seal of the Living God, s. 61, 62)
Nu er det tid for Guds lov at være i vores tanker (pander), og skrevet i vores hjerter. ... Tiden er gået et par år længere end de havde forventet, derfor tror de at den kan fortsætte et par år mere, og på denne måde, bliver deres tanker ledt væk fra "vor tids sandhed" og ud i verden. I disse ting så jeg en stor fare; for hvis tankerne er fyldt med andre ting, så er "vor tids sandhed", lukket ude og der findes ikke noget sted i vores pander til den levende Guds segl. Dette segl er sabbatten. (Present Truth, d. 31. jan 1849)
Sabbatten er det store testspørgsmål. Den er demarkationslinjen mellem den sande loyale og den disloyale synder. ... Den er den levende Guds segl. (Selected Messages Tredje bog, s. 423) Så linjen bliver trukket op mellem den loyale og den disloyale. Dem som ønsker at få Guds segl på deres pander, skal holde sabbatten, i det fjerde bud, hellig. På den måde er de forskellige fra de disloyale, som har accepteret en menneskeskabt institution i stedet for den sande sabbat. At observere Guds hviledag er et kendetegn mellem ham der tjener Gud og ham der ikke tjener Ham. (Review & Herald, d. 23 april 1901)
Så linjen bliver trukket op mellem den loyale og den disloyale. Dem som ønsker at få Guds segl på deres pander, skal holde sabbatten, i det fjerde bud, hellig. På den måde er de forskellige fra de disloyale, som har accepteret en menneskeskabt institution i stedet for den sande sabbat. At observere Guds hviledag er et kendetegn mellem ham der tjener Gud og ham der ikke tjener Ham. (Review & Herald, d. 23 april 1901)
Idéen om at Sabbatten var "demarkationslinjen" mellem den loyale og den disloyale, var en radikal afvigelse fra de traditionelle protestantiske læresætninger i det 18 århundrede. Den tids protestanter lærte at Dyrets mærke betød loyalitet overfor pavedømmet. Loyalitet overfor pavedømmet betød loyalitet overfor de mange vildfarelser og vrangforestillinger i pavedømmet, fx:
Der kunne føjes mere til listen. Som man ser, er der talrige punkter, der viser loyalitet mod pavedømmets vildfarelser. Bates gjorde ikke meget ud af de dybtgående forskelle, der var mellem katolicismen og protestantismen, i hans bog A Seal of the Living God, men fokuserede i stedet på det ene emne, der var vigtigt for ham, nemlig sabbatshelligholdelse. Ifølge Bates, var Dyrets mærke ikke Maria-dyrkelse, det var ikke troen på skærsilden, det var ikke troen på skriftestolen eller transsubstantiation. Dyrets mærke var søndagshelligholdelse.
Hvorfor valgte Bates søndagshelligholdelse frem for alle de andre kendetegn for katolicismen? Der var fjendskab mellem Bates og den traditionelle protestantisme. Ved at insistere på at søndagshelligholdelse var Dyrets mærke, kunne Bates, på en smart måde, sætte protestanterne i samme bås som katolikkerne. Dette udelukkede de protestantiske kirker, som havde gjort ham og hans tilhører så rasende, fordi de afviste Millers tidsfastsættelse. Med et slag lykkedes det Bates at redefinere næsten 300 års protestantisk lære fra Luther og andre store reformatorer, som havde identificeret Dyrets mærke som loyalitet overfor Roms kætterske læresætninger, som nævnt på listen ovenfor.
Stop lige et øjeblik og sammenlign Joseph Bates med de store protestantiske reformatorer. De protestantiske bibeleksperter såsom Huss, Jerome, Luther og Zwingli var alle meget lærde mænd, kirkeledere som blev modtaget af adel og kongehus. De havde udmærket sig på universiteterne, de kunne de bibelske sprog flydende, og de var kendt af både venner og fjender for deres særdeles vidende bedrifter. Sæt disse ledere i kontrast til Joseph Bates. Han var en nærmest ukendt sø-kaptajn uden viden om de oprindelige bibelske sprog og med meget lidt viden om fortolkningsprincipper af Biblen. Han gjorde uforsvarlige og ubegrundede forudsigelser baseret på hans fejlagtige forståelse af bibelsk profeti. Her kan du læse om de mange absurde, højst ejendommelige profetiske lære. På trods af alt dette placerede Bates sig selv i en position hvor han tilsidesatte højt uddannede og højt agtede protestantiske bibeleksperter gennem 300 år. Med en kraftfuld bevægelse havde han fejet de protestantiske reformatorer til side og skubbet deres kirker ind i Babylon. Han tilkendegav, at et før ukendt kætteri, søndagshelligholdelse, var det frygtede Dyrets mærke. På forbløffende vis, tog en håndful troende Bates ord for gode vare, fremfor de respekterede og gennemprøvede protestantiske reformatorer. Bates lære ville senere blive kernen i Syvende Dags Adventisternes profetiske lære.
Imens Bates teori så ud til at blive accepteret af dem, der i forvejen havde tendens til at tro at de protestantiske kirker var Babylon, så fængslede det ikke rigtigt andre. Det var svært for mange at forstå, hvordan de kristne menigheder kunne være fortabt, og at det samtidigt var dem, der sendte missionærer ud i verden med evangeliet, alt imens Adventisterne påstod at evangeliets budskab var bragt til ende i 1844, og desuden brugte det meste af deres tid på indbyrdes diskussioner vedrørende sabbatten og fortolkning af profetier. Bates havde en svær opgave foran sig med at forsøge at overbevise folk om, at Dyrets mærke ikke længere var loyalitet overfor Roms læresætninger som helhed, men kun denne ene: Søndagshelligholdelse. Til al held for ham fandt han en allieret, der kunne sørge for den inspiration, som åbentlyst manglede i bibelen. Bates vendte sig til den unge profetinde Ellen White, som så følgende i et syn:
Jeg så, at Gud ikke havde forandret sabbatten, for Gud forandre sig aldrig. Men Paven havde flyttet den fra den syvende dag til den første dag i ugen, for han skulle ændre tider og love (Early writings s. 32).
Uheldigvis for Ellen White blev teorien, om at Paven havde ændret helligdagen, senere afvist af en af deres egne eksperter, dr. Samuele Bacchiocchi i hans banebrydende bog, From Sabbath to Sunday. I 1970érne var Bacchiocchi den første og eneste ikke-katolik, der fik lov til at studere på det katolske pavelige gregorianske universitet i Rom. Under hans ophold dér, var det muligt for ham at skaffe det uvurderlige undersøgelsesmateriale til hans bog. Selv om det sandsynligvis ikke var hans mening med bogen at frikende Paven, viste det sig at ændringen fra sabbats- til søndagshelligholdelse indtraf meget tidligere i historien end det tidligere var blevet indrømmet af adventisterne. Faktisk skete ændringen lang tid før at pavedømmet blev etableret. Disse fund kastede betydelig tvivl over hvorvidt søndagshelligholdelse kan anses for at være loyalitet overfor pavedømmet, da denne praksis var etableret i kristendommen flere hundrede år før den første pave forekom .
D. 8. februar 1997 skrev dr. Bacchiocchi. en e-mail til "Free Catholic Mailing List" catholic@american.edu:
Jeg er uenig med Ellen White om f.eks. søndagshelligholdelsens oprindelse. Hun siger, at i de første århundreder e.Kr. helligholdte alle sabbatten, og det var stort set igennem kejser Constantins indsats at søndagshelligholdelsen blev godtaget af mange kristne i det fjerde århundrede. Min undersøgelse viser noget helt andet. Hvis I læser mit studie "HVORDAN BEGYNDTE SØNDAGSHELLIGHOLDELSEN"? der opsummerer min doktorafhandling, vil I opdage, at jeg placerer søndagshelligholdelsens oprindelse i kejser Hadrians regeringstid år 135 e.Kr.
Da det blev slået fast at søndagshelligholdelse var Dyrets mærke, virkede det kun logisk for Bates, at Guds segl var helligholdelse af sabbatten. Bates fandt hans bevis i det Gamle testamente, hvor sabbatten var den Gamle Pagts tegn mellem Gud og jøderne (se Anden Mosebog 31,13,17 og Ezekiels Bog 20,12,20). Men Bates ignorerede beviserne i det Nye Testamente, der viser at Guds segl eller den Nye Pagts tegn er Helligånden. Bibelen viser hvordan Kristus, som vort forbillede, modtog Helligåndens segl:
"for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål." Johannesevangeliet 3,34
"Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på." Johannesevangeliet 6,27
Bibelen viser tydeligt at Jesus var beseglet af Helligånden, ikke helligholdelse af sabbatten. Paulus angiver, at Helligånden er lagt som pant i vore hjerter for at besegle os til frelse:
"der også beseglede os og gav os Ånden som pant i vore hjerter." Andet Korintherbrev 1,22
"I ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse - i ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens hellige ånd" Efeserbrevet 1,13
"Vold ikke Guds hellige ånd sorg, den som I blev beseglet med indtil forløsningens dag." Efeserbrevet 4,30
Ikke et eneste sted i det Nye Testamente bliver der henvist til sabbatten som et tegn eller segl for de kristne. Ligesom Herrens nadver erstatter den jødiske påske, så har Helligånden erstattet sabbatten som et "tegn" eller bevis på at man er medlem af den kristne kirke.
Tænk nøje over dette. Hvordan kan man bedst se om en person er en sand kristen? Er det den dag som vedkommende går i kirke? Selv adventister vil fortælle dig, at det ikke gør nogen til en kristen at gå i kirke om lørdagen. Der er nogle mennesker, der går i kirke om lørdagen, imens de fornægter deres tro med deres handlinger. Deres hjerter er fyldt med perversiteter, had, ægteskabsbrud og afgudsdyrkelse. Hvordan kan man så bedst se, om et menneske er en sand kristen? Ved deres ånd. Hvis de har Helligånden i deres hjerter, vil Åndens frugter åbenbares i deres liv: "Kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed og trofasthed". Disse frugter af den iboende Helligånd vil være tydelige for alle. Sabbatten er ikke tegnet på en sand kristen. Det har det aldrig været. Beviserne i det Nye Testamente vidner overvældende om, at Den Hellige Ånd er det "segl" som Gud besegler trofaste kristne med.
NOTER:
1. Titlen, pave, hvilken er afledt af det latinske papa (far), blev brugt i det andet, tredje og fjerde århundrede e.Kr. for at henvise til de forskellige ledende biskopper. På det tidspunkt betød titlen ikke den universelle leder af den kristne kirke, som pave-titlen forstås i dag. Ifølge Katolikkerne, var den første pave Peter og at der har været en lige linje af efterfølgende paver siden ham. Ifølge Christianity Through the Centuries (Earle Cairns, 1981), var det den "første middelalder pave" Gregory (590 - 604) som konsoliderede kirkens magt i Rom og markerede biskoppen af Roms åndelige suverænitet. Dog fraskrev han sig titlen pave. Derfor er den første pave hans efterfølger, Sabinian, som efterfulgte ham år 606 e.Kr. I virkeligheden var biskoppen af Rom ikke den universelt anerkendte leder af den kristne kirke før mindst det syvende -- og nogle historikere siger det ottende -- århundrede e.Kr.